60 år er ingen alder - heller ikke på arbejdsmarkedet

Et nyt partnerskab, som blev præsenteret i dag, skal være med til at sikre bedre forhold for seniorer på arbejdsmarkedet. Hos Lederne bakker man op om initiativet og håber, det bl.a. kan være med til at gøre op med fordomme og aldersdiskrimination.

21. september 2022

Det skal ikke være en ulempe at have passeret de 60 år, når man bevæger sig rundt på arbejdsmarkedet. Derfor har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i dag præsenteret et nyt partnerskab, Partnerskab om seniorer og erfarne hænder i job, der skal bidrage aktivt til at skabe bedre muligheder og vilkår for det lange arbejdsliv – herunder at ledige seniorer kommer hurtigt tilbage i job

Hos Lederne glæder man sig over det nye partnerskab. 

”Personer skal ikke fravælges til et job på grund af alder. Vi skal have gjort op med fordomme, der fører til diskrimination. Derfor er vi rigtig glade for, at regeringen nu lancerer det nye partnerskab, som vi har efterspurgt længe,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne, og uddyber:

”Som Danmarks største lederorganisation bærer vi et stort ansvar for at gøre op med myter og fordomme. En god leder kigger på kompetencerne frem for fødselsattesten. Og vi kan simpelthen ikke tillade os at forbigå personer på grund af deres alder.”

Hun understreger, at der særligt i en tid med mangel på arbejdskraft er brug for at sikre ordentlige vilkår for alle på arbejdsmarkedet – ikke mindst seniorerne.  ”Heldigvis kigger langt de fleste ledere på kompetencer og ikke alder. Vi skal da også huske på, at det særligt er de +60-årige, der har bidraget til fremgangen i beskæftigelsen gennem de seneste 10 år. Det går med andre ord den rigtige vej, men vi kan gøre det endnu bedre, og her kan det nye partnerskab være en vigtig løftestang,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Blandt deltagerne i partnerskabet er Ældresagen, Lederne, FH, DA, KL, Akademikerne, Dansk Erhverv og DI.

Pressekontakt

Jesper Melgaard

Jesper Meldgaard

Pressechef

Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk