Ledere forventer stigende omsætning og problemer med at rekruttere

Lederne i dansk erhvervsliv ser frem til et særdeles positivt andet halvår af 2016. Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne, der er baseret på svar fra 1.619 ledere i den private sektor, kalkulerer to ud af tre ledere således med stigende omsætning og produktion de næste seks måneder. På beskæftigelsesområdet er forventningen, at resten af 2016 vil byde på et uændret eller stigende antal medarbejdere – men undersøgelsen viser samtidig, at næsten en tredjedel af lederne imødeser problemer med at rekruttere den ønskede arbejdskraft.

17. maj 2016

67 procent af lederne forventer, at det næste halve år vil byde på stigende omsætning i virksomheden, 27 procent svarer "omtrent uændret", mens kun seks procent af lederne imødeser et halvår med faldende omsætning. 

Samme tendens ses, når det gælder virksomhedens produktion og overskud. 64 procent regner således med, at produktionen går i vejret, og 61 procent tror, at overskuddet stiger. Kun henholdsvis fem og otte procent af lederne forventer, at andet halvår af 2016 vil byde på faldende produktion og overskud.


Denne undersøgelse viser tydeligt, at der i erhvervslivet er særdeles positive forventninger til det kommende halve år.

Formand for Lederne Svend Askær

Trods international usikkerhed på aktiemarkederne og lav vækst i EU-landene er der blandt lederne også forventning om, at andet halvår af 2016 bliver positivt for de eksporterende danske virksomheder. 56 procent af lederne kalkulerer med stigende eksport, og det er en stigning på fire procentpoint sammenlignet med den konjunkturundersøgelse, Lederne foretog for et halvt år siden. Især ledere på industrielle virksomheder forventer stigende eksport – her er andelen, som ser frem til opadgående kurver, på 61 procent. 

Formanden for Lederne Svend Askær glæder sig over udsigterne til vækst i dansk erhvervsliv. 

- Det er tydeligt,at dansk økonomi endnu ikke er kommet op i det gear, de fleste havde forventet. Men denne undersøgelse viser tydeligt, at der i erhvervslivet er særdeles positive forventninger til det kommende halve år – især blandt lederne i bygge- og anlægsbranchen, hvor optimismen er allerstørst. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at der i industrien er en solid tro på, at efterspørgslen i udlandet på danske varer vil stige, efter at mange eksporterende danske virksomheder har haft en svær start på 2016, siger Svend Askær.

Vi har blandt andet en stor udfordring med at tydeliggøre over for de unge, som står foran at skulle vælge uddannelse, at de bør rette søgelyset mod en af de retninger, hvor erhvervslivet efterspørger arbejdskraft.

Formand for Lederne Svend Askær

Når det gælder beskæftigelse, svarer 42 procent af lederne, at antallet af medarbejdere vil stige det næste halve år. Lidt flere, 48 procent, forventer uændret beskæftigelse. Optimismen er markant højest hos ledere i bygge- og anlægsbranchen, hvor 56 procent tror, der bliver behov for at ansætte flere medarbejdere. 

Men ifølge undersøgelsen bliver det ikke nødvendigvis nemt at finde de nye medarbejdere. Næsten en tredjedel af de adspurgte ledere, 31 procent, svarer således, at det i større eller mindre grad bliver vanskeligt at rekruttere både faglærte og de ønskede medarbejdere med videregående uddannelser, og næsten lige så mange, 27 procent, ser frem til problemer med at besætte ledige lederjob.

- Undersøgelsen understreger behovet for, at der under trepartsforhandlingerne bliver fundet løsninger på det aktuelle behov for tiltstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. Vi har blandt andet en stor udfordring med at tydeliggøre over for de unge, som står foran at skulle vælge uddannelse, at de bør rette søgelyset mod en af de retninger, hvor erhvervslivet efterspørger arbejdskraft, siger Svend Askær.

Undersøgelsen er foretaget af Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i slutningen af maj.

Kontaktoplysninger

Svend Askær
Formand for Lederne
Telefon 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk