Ledere forventer gang i hjulene i 2014

Optimismen bobler hos lederne på de danske virksomheder, når de kigger frem mod første halvår af 2014. Går det, som lederne vurderer, er dansk erhvervsliv på vej ind i en periode med stigende omsætning og overskud. Det viser en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.012 ledere i den private sektor og selvstændige.

09. december 2013

Ifølge undersøgelsen vurderer 62 procent af lederne, at omsætningen det næste halve år vil stige, mens 25 procent tror, den vil være uændret. Kun 12 procent kalkulerer med faldende omsætning. Også når det gælder produktion, overskud og eksport vejer optimismen tungest i vægtskålen. 53 procent af lederne tror på stigende produktion og overskud, og 51 procent forventer stigende eksportkurver.

Vi er på vej ind i et 2014 med store muligheder for vækst og gang i hjulene i erhvervslivet blandt andet i Danmark.

Svend Askær, formand for Lederne

Konjunkturundersøgelsen er markant mere positiv end Ledernes to seneste tilsvarende undersøgelser fra december 2012 og sommeren 2013, og det er ifølge formanden for Lederne Svend Askær et klart tegn på, at store dele af dansk erhvervsliv i 2014 endelig kan lukke døren til finanskrisen.

- Jeg deler fuldt ud den store optimisme, som undersøgelsen afspejler, og alle de væsentligste europæiske nøgletal peger i samme retning. Jeg tror, at den store depression, som startede i sommeren 2008, nu endeligt efter fem et halvt år slutter med udgangen af 2013. Vi er på vej ind i et 2014 med store muligheder for vækst og gang i hjulene i erhvervslivet blandt andet i Danmark, siger Svend Askær.

På beskæftigelsesområdet er optimismen lidt mere afdæmpet. 36 procent af lederne tror, der skal ansættes flere medarbejdere i det næste halve år, mens næsten halvdelen, 45 procent, regner med, at antallet af medarbejdere forbliver uændret. Under hver femte adspurgte leder, 19 procent, kalkulerer med færre ansatte.

- Jeg synes, de samlede beskæftigelsesudsigter tegner ganske fornuftige, og det er helt logisk, at økonomien skal konsolideres på virksomhederne, før det er tid til at ansætte flere medarbejdere. I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved, at det især er medarbejdere med videregående uddannelser og faglærte, som ifølge lederne vil blive efterspurgt det kommende halve år, mens der er mindre efterspørgsel efter ufaglærte, pointerer Svend Askær.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.

Om Svend Askær

Svend Askær

Svend Askær er formand for Lederne. Han har det overordnede politiske og administrative ansvar for organisationen.

Svend Askær er uddannet cand.jur. Aarhus Universitet og forfatter til en række artikler og bøger om jura, uddannelse og ledelse.

Kontaktoplysninger

Svend Askær
Formand for Lederne
Telefon 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk