Koncernchef i Grundfos kåret som Årets Leder 2012

Koncernchef Carsten Bjerg fra pumpeproducenten Grundfos blev i dag kåret som Årets Leder 2012 af Lederne. Det skete på konferencen Ledelsens Dag i København. Carsten Bjerg er den 11. modtager af Danmarks fornemste lederpris.

20. november 2012

53-årige Carsten Bjerg er ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har været ansat i Grundfos siden 1997. I 2000 trådte han ind i Grundfos’ koncerndirektion, og siden 2007 har han haft titel af CEO og koncernchef i Bjerringbro-virksomheden, der med en årlig produktion på flere end 16 millioner pumpeenheder rangerer som en af verdens førende pumpeproducenter.

Jeg plejer at sige, at du er kun leder, hvis der nogen, der følger dig.

Carsten Bjerg, Årets Leder 2012

Årets Leder 2012 er valgt ved en demokratisk afstemning på Ledernes hjemmeside blandt fem kandidater. Til grund for nomineringen af Carsten Bjerg ligger blandt andet hans store indsats for udvikling af talenter, som har ført til, at koncernen har et globalt talentudviklingsprogram, der er dybt integreret i forretningens behov og skal være med til at sikre den fremtidige vækst. Grundfos har siden 2001 haft sit eget akademi for kompetenceudvikling af virksomhedens ledere og medarbejdere.

I sin tale til Carsten Bjerg understregede formanden for Lederne Svend Askær, at Grundfos trods lavkonjunktur har opnået stigende omsætning og øget sin markedsandel.

- Grundfos har samtidig øget sine investeringer i forskning og udvikling. Det vidner om en innovativ ledelse, der har konstant fokus på at forbedre sin markedsposition, sagde Svend Askær.

Carsten Bjerg fastslog i sin takketale, at god ledelse grundlæggende handler om ”at levere resultater og samtidig bygge fremtiden”.

- I Grundfos er den allerstørste ledelsesopgave at sikre, at alle 19.000 medarbejdere globalt arbejder i den samme retning. Jeg plejer at sige, at du er kun leder, hvis der nogen, der følger dig. Og du bestemmer ikke selv, om du er en god leder – det bestemmer dine medarbejdere, sagde Carsten Bjerg til de cirka 500 forsamlede ledere i Tivoli Congress Center i København.

Tidligere er prisen som Årets Leder gået til blandt andre Irma-direktør Alfred Josefsen (2003), direktør Jørgen Vig Knudstorp fra Lego (2006) og skoleleder på Rådmandsgades Skole Lise Egholm (2011).

Kontaktoplysninger

Svend Askær
Formand for Lederne
Telefon 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk