Mit Lederne

Nyheder

Undgå at eskalere konflikten og følg kommandovejen

18. april 2018

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Sidste uges dilemma handlede om Mogens, der er administrerende direktør i et større aktieselskab.

Han bliver af bogholderen gjort opmærksom på, at bestyrelsesformanden har fået udbetalt på 10.000 kroner, men at bogholderiet trods flere rykkere ikke har fået et bilag for beløbet.  Bogholderen har ikke inddraget økonomidirektøren i sagen.

Det er vigtigt, at den administrerende direktør ikke eskalerer sagen, siger advokat hos Lederne, Maja Munch.

- Mogens ved ikke, om det manglende bilag skyldes en forglemmelse. Derfor skal han sørge for ikke at eskalere konflikten ved selv at gå ind i den nu. Han skal i stedet vælge løsning nummer 1 og få bogholderen til at følge kommandovejen ved at gå til økonomidirektøren, siger Maja Munch.

Hvis Mogens sammen med økonomidirektøren går til bestyrelsen, eskalerer han sagen

Advokat hos Lederne Maja Munch

Løsning nummer 2 vil Maja Munch til gengæld fraråde.

- Hvis Mogens sammen med økonomidirektøren går til bestyrelsen, eskalerer han sagen. Som sagen står nu, er det helt unødvendigt. Det kan måske komme på tale senere, hvis det skulle vise sig, at bestyrelsesformanden ikke kan fremlægge dokumentation for udgifterne, siger hun.

På nuværende tidspunkt skal Mogens ikke være nervøs for at have forsømt at gribe ind, så længe han beder bogholderen gå til økonomidirektøren. Så har han handlet på sagen som han skal, siger Maja Munch.

LÆS OGSÅ: Kontrakter har godt af et grundigt eftersyn

Det udelukker dog ikke, at han kan tage en snak under fire øjne med bestyrelsesformanden, hvis de to er fortrolige med hinanden, tilføjer hun.

- Mogens skal så bare være opmærksom på, at han risikerer at male sig selv op i et hjørne. Hvad nu, hvis det ikke hjælper? Så kan han ikke efterfølgende gå til økonomidirektøren. Så har han ingen anden udvej end at inddrage bestyrelsen. Så bliver han nødt til at fortælle dem, at han ikke har fulgt kommandovejen, siger Maja Munch.

LØSNINGSFORSLAG:

1. Mogens beder bogholderen overdrage sagen til økonomidirektøren, så han kan rykke for bilagene.

2. Mogens vurderer, at bestyrelsesformanden har fået tid nok. Sammen med økonomidirektøren forelægger han sagen for bestyrelsen.

3. Mogens tager en snak under fire øjne med bestyrelsesformanden og giver ham en frist på en uge til at fremskaffe bilagene.

Sidste uges opfølgningsartikel