Tak for valgkampen – nu er det tid til at komme i gang med arbejdet

Lederne har under valgkampen fokuseret på fire mærkesager. Og det arbejde fortsætter, når den nye regering er kommet på plads.

31. oktober 2022

Mærkesager i Lederne

Fire ugers valgkamp slutter i aften, når den sidste vælger har forladt stemmeboksen. Lederne har den sidste måned fokuseret på fire mærkesager:

  • Alle unge skal med
  • Øget arbejdskraft
  • Bæredygtig ledelse og
  • Ligestilling

”Det arbejde fortsætter ufortrødent på den anden side af valget. For Danmark står overfor en række alvorlige kriser, og vi har brug for brede forlig og reformer, så snart det nye folketing og regeringen er på plads. I Lederne ser vi frem til at bidrage og tage ansvar, og vi vil holde det nye folketing op på at gøre det samme og på de valgløfter, der er blevet givet de forgangne uger,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør hos Lederne.

Hun beskriver selv de fire mærkesager:

Børn og unge:

”Børn og unges mistrivsel har heldigvis fyldt en del i valgkampen. Hos Lederne kommer vi fortsat til at kæmpe for, at dette vigtige emne fortsat vil være på dagsordenen hos politikerne. Vi skal give unge succesoplevelser på arbejdspladsmarkedet, som kan bære dem stærkt videre i livet. Det har de fortjent – og vi har brug for dem. For fremtiden er ung.”

Arbejdskraft:

”Danmark mangler arbejdskraft. På bare et halvt år er Danmark gået glip af 79.000 arbejdspladser på grund af mangel på medarbejdere. Det er en uholdbar situation, som kræver handling. Lederne arbejder for, at beløbsordningen sættes ned, så det bliver lettere at tiltrække internationale talenter og for, at vi i stedet for tidlig pension har fokus på trivsel og på at fastholde medarbejdere længere tid på arbejdsmarkedet. Omskoling og livslang læring skal sikre, at vi altid har de kompetencer, vi har brug for.”

Bæredygtighed:

”Danmark skal være grønnere og på alle måder mere bæredygtigt! Danmark har sat ambitiøse klimamål og har også forpligtet sig til at levere på FN’s 17 verdensmål. Skal vi lykkes med det, kræver det bæredygtig ledelse - for det er ledere, der kan omsætte de nationale og internationale mål til lokale mål og konkret handling i virksomhederne, hvad enten det handler om stress, trivsel, ligestilling, diversitet eller klima.”

Ligestilling:

”Danmark mangler kvindelige ledere. Kun 14 % af danske CEOs er kvinder, og som udviklingen ser ud nu, har vi først lige fordeling af mænd og kvinder i topledelse om 39 år. Det skal der gøres noget ved nu, for vi skal kunne tiltrække, fastholde og udvikle alle talenter på det danske arbejdsmarked. Øremærket barsel til mænd er et vigtigt skridt, men vi skal være langt mere ambitiøse.”

”Tak til alle jer, der stiller op til at arbejde i demokratiets tjeneste. God valgdag til os alle. Og så skal vi i gang,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Læs mere om de fire mærkesager