Q&A: Sådan er du stillet ifm. SAS-piloternes strejke

Cirka 1000 SAS-piloter er gået i strejke, og sommerferien er for mange totalt forandret. Nogle kommer slet ikke afsted, og andre er strandet på destinationen. Ledernes juridiske eksperter besvarer nogle af de mest stillede spørgsmål om, hvordan du skal forholde dig, hvis du f.eks. er strandet og ikke kan møde på arbejde, når din ferie er slut.

07. juli 2022

Q&A: Sådan er du stiller ifm. SAS-strejke

Hvad gør du, hvis du ikke kan komme hjem fra ferie, fordi dit fly er aflyst på grund af SAS-strejken?

Som lønmodtager er du forpligtet til at møde på arbejde, når din aftalte ferie er slut. Det gælder også selvom det ikke er din skyld, at du ikke kan komme hjem fra ferie, fordi flyet er aflyst. Det er ikke arbejdsgivers ansvar, at du ikke kan møde op, og du skal derfor sørge for at finde anden transport hjem, så du stadig kan møde på arbejde, når ferien er slut.

Finder du ikke anden transport hjem? Hvad er så konsekvensen, hvis du ikke kan møde efter ferien, fordi du er strandet?

I et ansættelsesforhold er det den ansattes ansvar at sørge for at kunne møde på arbejde. Møder du ikke op, og har du ikke lovligt forfald, som f.eks. sygdom, så vil du kunne anses for udeblevet, hvilket kan få ansættelsesmæssige konsekvenser. Den alvorligste konsekvens ved manglende fremmøde er bortvisning.

Strander du på din feriedestination, bør du straks kontakte din arbejdsgiver og forsøge at aftale en løsning, så du ikke blot udebliver uden at arbejdsgiver ved, hvad der foregår. Måske kan du aftale, at du arbejder fra din feriedestination, hvis det kan lade sig gøre. Alternativt kan du forsøge at aftale, at du forlænger din ferie, til du kommer hjem.

Hvad kan du gøre, hvis du ikke kan komme afsted på ferie, fordi dit fly er aflyst?

Selvom det er en ærgerlig situation, så er det ikke din arbejdsgivers ansvar, om du kommer afsted på ferie eller ej. Hvis du gerne vil udskyde din aftalte ferie og møde på arbejde i stedet kræver det, at arbejdsgiver er indforstået med at planerne ændres. Du har altså ikke krav på at udskyde og flytte din ferie, og det kan kun ske med arbejdsgivers accept og under hensyn til driften.

Vores juridiske afdeling sidder klar til at hjælpe dig, hvis du har yderligere spørgsmål ifm. strejken.

Udfyld formularen og vores juridiske eksperter vender tilbage indenfor 24 timer på hverdage

Eller ring til os på 3283 3283

Overblik over din ferie

Har du prøvet vores nye ferieberegner? Måske er dine ferieplaner gået i vasken, og du har behov for et overblik over, hvornår du nu skal holde ferie, og hvor meget du har tilbage?