Er tre uger ikke nok? Sådan sparer du op til en ekstra lang sommerferie

Ferieloven giver dig mulighed for at overføre ferie fra år til år. Dermed kan du spare op til at holde en ekstra lang ferie. Men det kræver, at din chef er med på ideen.

03. maj 2022

Mor og søn i mark | Lederne

Har du brug for mere end tre ugers sommerferie til at komme ned i gear? Så er der håb forude.

Ferieloven gør det nemlig muligt at spare feriedage op hen over flere år, så du kan samle sammen til en ekstra lang ferie.

Du har dog som udgangspunkt ikke krav på at afholde en hovedferie på mere end tre sammenhængende uger. Derfor skal du have grønt lys fra din arbejdsgiver – i praksis din nærmeste chef – før du kan føre din drøm om en endnu længere pause fra kontoret ud i livet. 

Den femte ferieuge
Du kan optjene op til fem ugers ferie pr. ferieår, som løber fra 1. september det ene år til 31. august det næste år. Som udgangspunkt skal mindst 4 af de optjente 5 ferieuger være afviklet i den såkaldte ferieafholdelsesperiode, som løber i samme periode som ferieåret, dog forlænget med 4 måneder, det vil sige fra 1. september det ene år til 31. december det næste år.

Den femte ferieuge kan du vælge enten at få udbetalt eller overført til næste ferieafholdelsesperiode efter aftale med dine arbejdsgiver. Aftalen om at overføre ferie skal være indgået skriftligt med din arbejdsgiver inden ferieafholdelsesperiodens ophør – det vil sige senest 31. december det år, hvor afholdelsesperioden udløber.

Aftale med din nuværende arbejdsgiver
Ferien behøver ikke at være optjent i den virksomhed, hvor du arbejder nu. Har du tilgodehavende ferie, som er optjent hos en tidligere arbejdsgiver, er det din nuværende arbejdsgiver, du skal lave en aftale med om at overføre ferie. Du skal være i et ansættelsesforhold for at kunne overføre ferie.

Det er din arbejdsgiver, der bestemmer, om du kan få lov til at holde mere end tre sammenhængende ugers ferie. Arbejdsgiveren skal nemlig sikre, at virksomhedens drift kan fortsætte – også hen over en ferieperiode, for eksempel om sommeren.

Eksempel på opsparing af feriedage
I ferieåret, der løber fra september 2021 – august 2022 optjener du 25 feriedage. Hvis du holder 20 feriedage inden 31. december 2022, kan de resterende 5 dage aftales overført til den næste ferieafholdelsesperiode, som udløber den 31. december 2023.

Hvis du igen kun holder 20 feriedage i den næste ferieafholdelsesperiode, som udløber 31. december 2023, vil du have mulighed for at aftale overførsel af i alt 10 feriedage (altså 5 + 5 feriedage) til den næste ferieafholdelsesperiode, der udløber 31. december 2024. På denne måde kan du over årene spare feriedage op, så du kan afholde en længere ferie (efter aftale med din arbejdsgiver).

Flere end fem uger?
Du kan have ret til yderligere ferie, end der optjenes efter ferieloven. Yderligere ferie kaldes ofte ”sjette ferieuge” eller ”feriefridage”. Disse dage er typisk reguleret i din ansættelseskontrakt, personalehåndbog eller overenskomst. Vær desuden opmærksom på, at du kan være omfattet af en overenskomst, som regulerer, om – og i hvilket omfang – du kan overføre ferie.

Gode råd, hvis du ønsker at spare ferie sammen til en længere ferie

  1. Aftal overførsel af ferie ud over 20 dage med din arbejdsgiver
  2. Aftal eventuelt også en ret til at holde ferien som en sammenhængende periode (på mere end 3 uger) i en konkret defineret periode i fremtiden

Ferieår og ferieafholdelsesperiode – hvad er forskellen?

Ferieår: 1. september det ene år til 31. august det næste år – altså 12 måneder

Ferieafholdelsesperiode: 1. september det ene år til 31. december det næste år – altså 16 måneder

Generelle regler om ferieafholdelse

Har du brug for juridisk rådgivning?

Som medlem af Lederne kan du benytte dig af vores juridiske rådgivning og få svar inden for 24 timer på hverdage.