Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Jeg kan lide at træffe beslutninger - og er god til det

02. oktober 2017

- Jeg kan rigtig godt lide at træffe beslutninger. Og jeg synes, jeg træffer bedre beslutninger end mange andre. Sådan siger CEO i Bjarke Ingels Group Sheela Søgaard i et nyt ledelsesportræt, der netop er blevet offentliggjort på Ledernes hjemmeside.

På store plakater i Bjarke Ingels tegnestue står der ”Yes is more” – og det er der en helt særlig grund til, forklarer Sheela Søgaard i videoen. En del af ledelsesfilosofien i det verdensberømte danske arkitektfirma med kontorer i København, London og New York er nemlig at sige ja frem for nej til nye ideer og nye måder at gøre tingene på.

Vi udforsker "Yes"-princippet ud fra, at de nye ideer kommer, fordi der kan ligge et eller andet værdifuldt i dem

CEO Sheela Søgaard

- "Yes is more" er helt klart et mantra, som fylder noget i forhold til vores tilgang til hinanden, men også til vores opgaver, kunder og til, hvordan vi gerne vil gøre. Der er altid en grund til at sige nej til noget, som er ukonventionelt eller som vi ikke har gjort hidtil. Men vi udforsker "Yes"-princippet ud fra, at de nye ideer kommer, fordi der kan ligge et eller andet værdifuldt i dem. Og så får vi måske alle sammen mere ud af det – og 1 + 1 bliver måske 11, siger Sheela Søgaard.

LÆS OGSÅ: Ledere skal genvinde kontrollen over deres budskaber

Som kvindelig topleder med tre små børn har hun sammen med sin mand truffet nogle klare valg for at få familie- og work-life-balance-kabalen til at gå op.

- Temaet om at skabe balance mellem at gå på arbejde og ikke gå på arbejde er evigt aktuelt. Mine tre børn bliver et helt naturligt træk til at komme ud af kontoret engang imellem og væk fra arbejdet, og når jeg er sammen med børnene, har jeg ikke dårlig samvittighed over ikke at være på arbejde. Men jeg har heller ikke dårlig samvittighed over ikke at være sammen med mine børn, når jeg er på arbejde. En af de ting, der har hjulpet mig til at skabe balance, er, at jeg har en mand, som er fuldtidsfar. Det har hjulpet mig meget til ikke at døje med den dårlige samvittighed, som jeg tror mange andre døjer med, siger Sheela Søgaard.

LÆS OGSÅ: Målstyring skaber frygt for at begå fejl

Sheela Søgaard kom til BIG i 2008. Hun er uddannet Cand.merc.int. fra Copenhagen Business School.

SE VIDEO HER