Husk din restferie, ellers kan du miste den

Hvert år først på sommeren er A-kassen LH i kontakt med medlemmer, som modtager dagpenge og som har mistet deres feriepenge. Det er sket, fordi de ikke har fået afholdt deres ferie inden for ferieåret og ikke kan få udbetalt feriepenge, fordi de har fået udbetalt dagpenge for samme periode, som ferien kunne have været holdt i.

05. februar 2020

Hvert år får A-kassen LH henvendelser fra medlemmer, der har fået sig en slem overraskelse, fordi de har modtaget dagpenge uden at have holdt hele deres ferie og nu har mistet deres feriepenge.

Hold din ferie inden 1. maj
Humlen er, at du ikke kan få dagpenge og feriepenge for de samme dage. I nogle tilfælde er det rigtig mange penge, det enkelte medlem må vinke farvel til, fortæller juridisk konsulent i Ledernes Medlemsrådgivning Janne Nielsen. Typisk kommer henvendelserne fra medlemmerne i maj-juni, men der er det oftest for sent, fordi det ferieår ferieåret er slut. Det er nu, du skal gøre noget, hvis du har ferie til gode, opfordrer hun.

- Hvis du stadig har ferie til afholdelse i dette ferieår, skal du have den afholdt senest 30. april 2020. Ellers risikerer du helt at miste pengene. Udbetaling af feriepengene efter den 1. maj 2020 uden at ferien er holdt kan kun ske i ganske særlige tilfælde, og som oftest er pengene tabt, siger Janne Nielsen.

LÆS MERE: Regler om ferie

Du skal melde ferie til Jobcenteret senest 14 dage før ferien, for at være sikker på, at Jobcenteret godkender ferien. Det gør du via jobnet.dk Hvis du ikke kan nå at melde ferie 14 dage før ferien, skal du kontakte Jobcenteret og få ferien godkendt.

Hvad gør jeg?
Du skal søge om dine feriepenge på Borger.dk. Du skal oplyse, hvilke dage du vil holde ferie. A-kassen LH får så automatisk besked om feriedagene. Hvis dine feriepenge står på et feriekort, så udfyld det og send det ind til a-kassen. Så vil vi attestere det og sende det videre til din tidligere arbejdsgiver.