Et samlet og stærkere Lederne

Med lanceringen af et nyt logo, nye farver og missionen: ”Sammen gør vi en verden til forskel”, lyder startskuddet til en løbende revitalisering af Ledernes brand.

22. marts 2022

Hver eneste dag tager Danmarks ledere tusindvis af beslutninger, der sætter retningen for vores virksomheder, samfund og liv. Det kalder på gode ledere. Ledere, der kan se muligheder og finde løsninger på de mange udfordringer, som verden står overfor. For god ledelse gør en forskel.

Men det kalder også på en stærk medlemsorganisation, som står bag lederne og kæmper for, at de, der går forrest, har både modet, kompetencerne og trygheden til at tage ansvaret på sig.

Med over 130.000 medlemmer er Lederne allerede Danmarks største faglige fællesskab for ledere, men ambitionen stopper ikke her, for potentialet er endnu større. Derfor lyder startskuddet i dag til en løbende revitalisering og styrkelse af Ledernes brand i form af en ny brandplatform og visuel identitet, som skal være med til at sikre endnu bedre sammenhæng på tværs af aktiviteter og kanaler.

En verden til forskel
Første step i lanceringen er et nyt logo, nye farver og missionen: Sammen gør vi en verden til forskel. Dermed siger vi også farvel til Ledernes nuværende payoff: Bringer dig videre.

- Tiden er løbet fra isolerede og individorienterede handlinger. Som ledere er vi trods alt kun en lille brik af en meget større sammenhæng, og det faktum bør være vores afsæt for de næste mange års lederskab. Derfor ønsker vi at ændre vores mission til ”sammen gør vi en verden til forskel” og arbejde med et formål om at udvikle bæredygtig ledelse, så ledere kan udøve ansvarligt lederskab. Det skaber en rød tråd i fortællingen om Lederne – hvorfor vi er her, og den fremtid vi ser foran os, fortæller Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.

Ledernes nye logo er kendetegnet ved organiske og rene former og et visuelt udtryk, der peger fremad mod en bæredygtig verden.
Lederne - en verden til forskel

Logoet består af Ledernes to nye primærfarver. En mørk grøn og en lys grøn. Farverne i logoet symboliserer også den dualitet mange ledere står i. Som leder er man ofte alene, men hos Lederne er man en del af et fagligt fællesskab for ledere. Gennem Lederne får man adgang til udvikling og tryghed, og sammen kan vi gøre en verden til forskel.

Løbende udrulning
Man siger, at ”Rom ikke blev bygget på én dag”. Det gør et stærkt brand heller ikke. Platformen og den visuelle identitet bliver udrullet løbende, hvilket betyder, at du som en overgangsfase stadig vil kunne møde det tidligere logo og identitet hen over de næste mange måneder. Vi orienterer løbende om udrulningen her på sitet.