Mit Lederne

Debat

Vi skal undgå at blive en tabt generation

03. november 2018

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ B.DK: Den digitale udvikling, ny teknologi og robotter, som rykker ind i kontorer og fabrikshaller for at overtage opgaver, mennesker tidligere har løst. Det er temaer, der optager de fleste ledere i Danmark endog rigtig meget i disse år.

Men samtidig med, at lederne har fokus på, hvordan deres virksomheder og medarbejdere får det maksimale udbytte af de mange nye, teknologiske muligheder, har rigtig mange især omkring min egen alder også travlt med selv at blive ført up-to-date – heriblandt Cees ´t Hart, Carlsbergs koncerndirektør, som er årgang 1958. For nylig læste jeg et tankevækkende interview i dagbladet Børsen med Cees ´t Hart bragt under overskriften ”Jeg selv og alle generationer over 25 år kan blive en del af en tabt generation”.

Det farligste at gøre i disse år er at dvæle ved forestillingen om, at ”alting var bedre i gamle dage”. Det betyder ikke, at jeg er fortaler for, at alt nyt partout er smartere eller bedre end det gamle.

Direktør i Lederne Vibeke Skytte

Han mener, at vi er en stor gruppe af ledere og medarbejdere, der risikerer at sakke agterud, ”hvis vi ikke forstår den hurtige udvikling inden for digital og teknologisk transformation, som vi oplever i disse tider.”

”Jeg har derfor,” fortæller Carlsberg-topchefen, ”nedsat et digitalt råd med unge mennesker, som træner mig og andre medlemmer af koncerndirektionen i det. Vi har også udnævnt en underdirektør for digital forretningstransformation, som skal hjælpe mig med at udvikle bryggerikoncernen mod at bruge mere digital teknologi for at drive forretningen mere effektivt.”

Grundlæggende tror jeg, at han har fuldstændig ret i sin analyse af, hvor tvingende nødvendigt det er at sætte sig ind i de nye teknologiers muligheder, og ideen med et digitalt råd, som sparrer med direktionen om den digitale og teknologiske transformation, er i al sin enkelthed genial. I stedet for at være bange for teknologien og frygte, hvilke ulyksaligheder den vil bringe med sig, gælder det netop om at skaffe sig viden om mulighederne.

LÆS OGSÅ: Husk din loyalitets- og tavshedspligt – også på sociale medier

Og lad os da især lytte til Generation Z – de unge, der er født i 1995 eller senere – som er vokset op med internet, nærmest går i panik, hvis de befinder sig et sted uden wi-fi, men også meget ofte har et godt blik for de muligheder, teknologien giver.

Det farligste at gøre i disse år er at dvæle ved forestillingen om, at ”alting var bedre i gamle dage”. Det betyder ikke, at jeg er fortaler for, at alt nyt partout er smartere eller bedre end det gamle. Jeg er helt med på, at robotter overtager arbejdsopgaver og dermed også i nogle tilfælde overflødiggør mennesker. Og jeg er enig, når der dvæles ved de relationelle risici, som teknologiens indtog kan have på visse typer af arbejdspladser.

Men det ændrer for mig ikke ved det fundamentale i, at ny teknologi giver nye muligheder. Og det ændrer heller ikke ved, at virkeligheden på et stadig mere globalt arbejdsmarked og i en verden, hvor handel og muligheder ikke begrænses af landegrænser, er, at hvis vi i lille Danmark ikke sørger for at være ”med på beatet” teknologisk, sker der to ting: Dels overhales dansk erhvervsliv af konkurrenter fra andre steder i verden. Dels vil de dygtige, unge danskere søge jobmuligheder dér, hvor hjulene ruller stærkest, og vi kan dermed få svært ved at besætte ledige job med de bedste kandidater.

LÆS OGSÅ: Lederen skal udvikle talent

Digitaliseringen gør med eksplosiv fart det umulige muligt, og det er min oplevelse, at langt de fleste ledere vælger at gribe opgaven med at binde medarbejderne og digitaliseringen sammen på en måde, der giver mening for både virksomheden og den enkelte leder og medarbejder. Og hos Lederne oplever vi fulde huse, hver eneste gang vi sætter disse temaer på dagsordenen til konferencer, møder og kurser – eksempelvis på Ledelsens Dag senere i denne måned under overskriften ”Lederen, mennesket og fremtiden”.

Det nemmeste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne gøre det samme med vores hjerner, som vi ofte gør med vores computere og smartphones, nemlig at køre en opdatering til seneste version, og et par minutter efter er de up-to-date. Men for os, der består af kød og blod, er der ingen vej uden om læring, nysgerrighed og netværk med især unge for at undgå at blive en del af en tabt generation.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 3. november 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver måned skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste måneds klumme af Vibeke Skytte