Der er ikke tvivl om, at der er behov for at skabe bedre muligheder for, at nedslidte får mulighed for at forlade arbejdsmarkedet efter en hurtigere og mere ensartet vurdering på tværs af landets kommuner. Det er nødvendigt, fordi Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister – med støtte af de nuværende regeringspartier – i 2012 vedtog en førtidspensionsreform med en række forhindringer på vejen ud af arbejdsmarkedet for nedslidte medborgere.
Men det danske velfærdssamfund er helt afhængig af, at så mange som muligt bidrager gennem beskæftigelse i erhvervsvirksomhederne og i den offentlige sektor. På den måde bliver det blandt andet muligt at finansiere rimelige muligheder for tilbagetrækning for nedslidte. Velfærdssamfundet er helt afhængigt af, at alle, der kan, bidrager til fællesskabet. Og her har den store udfordring været at opnå den nødvendige vækst i arbejdsstyrken.
Tiden er fyldt med eksempler på, at der mangler arbejdskraft. Virksomheder dropper udvidelser, fordi der mangler både faglærte og ufaglærte. Og hospitalerne må droppe operationer, fordi der mangler sygeplejersker.
LÆS OGSÅ: Differentieret pensionsalder er ikke løsningen på fremtidens udfordringer
Alle partierne i midten af dansk politik har bidraget til at øge arbejdsstyrken. Poul Nyrup Rasmussen gennemførte markante arbejdsmarkedsreformer. Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen reformerede efterlønsordningen. Og Mette Frederiksen fremsatte de lovforslag, der gennemførte yderligere opstramninger i efterlønnen og en reform af dagpengesystemet, som i begge tilfælde var aftalt af Lars Løkke Rasmussens regering i enighed med Det Radikale Venstre. Og i fællesskab har partierne på midten været enige om at øge pensionsalderen i takt med levealderen, så der kunne være flere ”arbejdsår” til at finansiere sociale udgifter til ældre og til folkepension.
De mange reformer har med succes øget arbejdsstyrken og beskæftigelsen med titusinder. Samtidig er der sket en holdningsmæssig ændring, så flere vælger frivilligt at blive på arbejdsmarkedet. For eksempel er der langt flere 70+ årige i beskæftigelse end for blot få år siden.
I det lys giver det meget bedre mening at arbejde for større deltagelse af seniorer på arbejdsmarkedet end at arbejde for at tildele tidligere pensionsrettigheder til måske meget store grupper af lønmodtagere, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, og som slet ikke har helbredsmæssigt behov for at gå på pension.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, burde overveje at lytte til formanden for Seniortænketanken, den tidligere LO-formand Harald Børsting, som har valgt at bruge sit engagement til at understøtte, at flere seniorer frivilligt kan blive på arbejdsmarkedet. At de nedslidte skal kunne forlade arbejdsmarkedet i værdighed, er det svært at finde nogen uenighed om.
