Verdens ledere må ikke lade de grønne virksomheder i stikken

Hvis ikke det lykkes verdens statsledere at indgå en ny klimaaftale ved COP26, efterlader det de grønne virksomheder i stikkene. Mange har allerede investeret stort i den grønne omstilling, og det risikerer at være spildt, hvis ikke politikerne tør udvise klimalederskab. 

03. november 2021

-Af Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne. Bragt i Jyllands-Posten den 3. november 2021.  

Forventningerne er desværre beherskede forud for COP26, der bliver indledt i weekenden. Hvis ikke det lykkes verdens statsledere at indgå nye ambitiøse klimaaftaler, når de mødes i Glasgow, kan det få store, negative konsekvenser for de virksomheder, der har investeret massivt i klimaomstilling. De risikerer at blive ladt i stikken. Det vil være ulykkeligt, både for de pågældende virksomheder og for den grønne omstilling.

Herhjemme og i udlandet er der fremsynede erhvervsledere, som har sat særdeles ambitiøse klimamål for deres virksomheder. En nylig undersøgelse blandt danske ledere viste, at fire ud af ti ledere er ansat i virksomheder, der har sat sig et mål om at blive helt CO2-neutrale. I flere tilfælde endda mange år før det danske, nationale mål om CO2-neutraliet i 2050. De ledere er gået længere end Danmark som helhed - Danmark, der ellers er en af verdens allermest ambitiøse klima-nationer. 

Hvis verdens ledere ikke kan blive enige om at stramme klimakravene til virksomheder og forbrugere, risikerer de ambitiøse virksomheder omvendt at stå tilbage som taberne

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Der er mange grunde til, at erhvervsledere vælger at være så ekstremt ambitiøse på klimaområdet. Blandt andet efterspørger både forbrugere og medarbejdere i stigende grad, at virksomhederne tager ansvar. En anden hyppig årsag er, at lederne forventer, at politikerne de kommende år vil stille skærpede klimakrav til virksomhederne. Sker det, vil de virksomheder, der går foran i dag, stå stærkt i konkurrencen med mere fodslæbende konkurrenter.

Hvis verdens ledere ikke kan blive enige om at stramme klimakravene til virksomheder og forbrugere, risikerer de ambitiøse virksomheder omvendt at stå tilbage som taberne. De risikerer, at deres investeringer og målrettede arbejde med grøn omstilling vil være spildt, fordi politikerne ikke fortsætter den ambitiøse kurs.

Sådan må det ikke gå. I sidste ende vil det bremse den grønne omstilling og true hele klodens fremtid. Hvis politikerne ikke sørger for at sætte ambitiøse klima-mål, risikerer vi, at virksomhederne følger efter og skruer ned for de grønne ambitioner. Derfor må og skal der ambitiøse aftaler på bordet i Glasgow. Det er på høje tid, at statslederne udviser klimalederskab.

Kontaktoplysninger

Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk