Universiteterne skal bruge data til at fastholde studerende fra uddannelsesfremmede hjem

Sandsynligheden for at gennemføre en universitetsuddannelse bør ikke afhænge af ens baggrund, men af motivation og evner. Og det skal aktiv data være med til at sikre, lyder det fra Ledernes uddannelsespolitiske chefkonsulent.

16. marts 2021

- Af Christina Laugesen, uddannelsespolitisk chefkonsulent hos Lederne. Bragt i Information den 16. marts 2021.

Flere nye studier viser, at det desværre står sløjt til med den sociale mobilitet.

DEA har undersøgt unges chance for at gennemføre en uddannelse, når de har samme karakterniveau i gymnasiet – og derfor på papiret samme studiemæssige forudsætninger – men kommer fra hhv. højindkomstfamilier, hvor forældrene ofte har en lang uddannelse, og lavindkomstfamilier, hvor baglandet oftest er med begrænset uddannelse.

Og resultatet er desværre nedslående.

Undersøgelsen viser nemlig, at studerende fra højindkomstfamilier har næsten 20 procent større sandsynlighed for at gennemføre en universitetsuddannelse end studerende fra lavindkomstfamilier. Og for nylig slog Rockwool Fonden fast, at børns valg af uddannelse i dag er ligeså afhængig af forældrenes baggrund, som den var for 40-50 år siden.

Når unge fra uddannelsesfremmede hjem har større risiko for at falde fra, understreger det udfordringerne med at bryde den sociale arv.

Christina Laugesen, uddannelsespolitisk chefkonsulent hos Lederne.

Social mobilitet må ikke blive en bremseklods

Når unge fra uddannelsesfremmede hjem har større risiko for at falde fra, understreger det udfordringerne med at bryde den sociale arv. Ofte er svaret fra universiteterne, at det er en pointe i sig selv, at læringsrejsen er ensom og svær, og at der ikke skal tages særlige hensyn til unge blot på grund af social baggrund.

Men når unge med samme faglige forudsætninger ikke har nogenlunde samme sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse, så er der behov for at påtage sig et særligt ansvar.

Hos Lederne har vi foreslået, at universiteterne anvender data mere aktivt – ikke for at stemple unge men for at sikre, at der er en ledelsesmæssig opmærksomhed på at fastholde de unge, der ikke er født med et klaver i stuen eller med en familie, som snakker fransk henover middagsbordet.

Det handler for eksempel om at arbejde med et godt studiemiljø, der styrker både faglig og social integration, og udvikle undervisningsmiljøer og tilbud, der adresserer forskellige behov blandt de studerende.

Klog brug af data kan styrke det arbejde og bør bruges som et supplement i ledelsesopgaven med at fastholde alle studerende.

Kontaktoplysninger

Diana Bergenser
Diana Bergenser
Presse- og analysekonsulent
Mobil: 2399 4962
E-mail: dib@lho.dk
Christina Laugesen
Christina Laugesen
Uddannelsespolitisk chef
Mobil: 2073 6075
E-mail: chl@lho.dk