SU-spareøvelse kan koste virksomheder dyrt

Når man vælger at lukke flere af de engelsksprogede uddannelser, rammer det også danske studerende hårdt. Og det er særligt foruroligende, at en del af de studiepladser, som skal væk, er inden for det tekniske område og it-området, hvor der i forvejen er alarmerende mangel på arbejdskraft, lyder det fra Ledernes uddannelseschef.

18. juli 2021

- Af Thomas Christensen, uddannelseschef i Lederne. Bragt i Berlingske den 18. juli 2021.

Det er dyrt fejlgreb, som et flertal i Folketinget begår med beslutningen om at lukke næsten 4.000 engelsksprogede uddannelsespladser rundt om i landet på professionshøjskoler og erhvervsakademierne. I Berlingske kunne man eksempelvis for nyligt læse, at 700 studiepladser bliver nedlagt alene på KEA, Københavns Erhvervsakademi.

I praksis betyder nedlæggelsen af uddannelsespladserne, at manglen på arbejdskraft vil tage til og, at færre vil kunne uddanne sig til job på det globale marked.

Motivet bag beslutningen er at spare på udgifterne til SU til udenlandske studerende. Men lukningen rammer også danskere, der har vist det ekstra initiativ at begynde på en uddannelse på engelsk, for på flere af de uddannelsesområder, der rammes, er der en god andel danske studerende.

Set fra ledelseskontorerne på landets virksomheder er det særligt foruroligende, at en del af de studiepladser, som skal væk, er inden for det tekniske område og it-området, hvor der i forvejen er alarmerende mangel på arbejdskraft.

Nye tal fra it-branchen viser, at vi allerede i dag mangler 7.600 it-specialister, og tallene viser også, at problemet kun vil vokse, så vi i 2030 vil mangle 22.000 it-uddannede.

Derfor kan besparelsen på udenlandske studerendes SU ende med at koste danske virksomheder dyrt, fordi virksomhederne får endnu sværere ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft midt i periode med vækst.

I stedet for at nedlægge studiepladser burde Folketingets partier sammen med erhvervslivet arbejde for at sikre, at flere af de internationale studerende kommer i beskæftigelse i Danmark, når de står med deres eksamensbevis i hånden.

På flere uddannelsesinstitutioner er der allerede et stort fokus på at øge tilknytningen til Danmark undervejs i uddannelsen ved at sikre praktik på danske virksomheder undervejs i uddannelsen. Det arbejde bør styrkes fremfor at nedlægge studiepladser, som danske virksomheder i dag har gavn af.

Kontaktoplysninger

Diana Bergenser
Diana Bergenser
Presse- og analysekonsulent
Mobil: 2399 4962
E-mail: dib@lho.dk
Thomas_Christensen_mini_portræt
Thomas Christensen
Uddannelseschef
Mobil:  2428 2480
E-mail: tch@lho.dk