Stor cadeau til de troværdige og bæredygtige ledere

Om et øjeblik skal vi for 20. gang kåre Årets Leder. Et tilbageblik vidner om, at lederrollen har ændret sig fra primært fokus på bundlinjen til langt større bevidsthed og opmærksomhed på, at virksomheden agerer bæredygtigt. Toplederne spiller i dag en helt afgørende rolle som frontkæmpere for en mere bæredygtig verden, og det er en fantastisk positiv udvikling.

18. november 2021

- Af Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne. Bragt på Lederstof.dk den 18. november 2021. 

Det aftvinger respekt, når man løber gennem listen med de 19 topledere, som er løbet med prisen som Årets Leder, siden Lederne uddelte prisen for første gang i 2002. Det er virkelig stærke navne, som også den dag i dag står som nogle af de dygtigste og stærkeste ledere, som vi har haft i Danmark. Den allerførste prisvinder var daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, som i min ungdom var et meget markant eksempel på, at kvinder i den grad også kunne slå igennem som topledere. Når min navnesøster tonede frem – oftest som den eneste kvinde i forsamlingen eller tv-indslaget – og på nøgtern og overbevisende manér udlagde teksten i forhold til dansk økonomi, lyttede alle – også mændene i jakkesæt og slips – med stor respekt. 

Siden fulgte markante topledere fra nogle af Danmarks største virksomheder, som blandt andet havde stået i spidsen for imponerende turnarounds. Det gælder blandt andre Nils Smedegaard Andersen, som fik prisen, da han var skiftet til Mærsk, men primært blev belønnet for sine bedrifter hos Carlsberg. Og ikke mindst den tidligere McKinsey-konsulent Jørgen Vig Knudstorp, der overtog roret hos Lego som kun 35-årig og vendte en afgrundsdyb krise til stor succes for vores danske legetøjsdarling. Og navnene og personlighederne er absolut ikke blevet mindre de seneste år, hvor Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen og Ørsted-topchef Mads Nipper (dengang i Grundfos) er blevet Årets Leder.

Men som der gøres opmærksom på i Lederstofs glimrende artikel, hvor eksperter og tidligere prisvindere kigger nærmere på, hvad prisuddelingen siger om udviklingen i ledelse siden 2002, viser den fine liste med vinderne ikke blot en perlerække af store lederskikkelser. Den fortæller også en klar historie om, hvilke værdier og kompetencer som er blevet mere dominerende over tid. Og det er en stor glæde for mig, at den dominerende tendens er et stærkt stigende fokus på bæredygtighed. Som dansk ledelses grand old man, professor Steen Hildebrandt, siger det, handlede den gammeldags klassiske ledelsestænkning om, at du skulle skabe det bedst mulige resultat for ejerne. Og nu skal lederne også bidrage positivt til samfundet og til verden. 

Den moderne topleder skal både kunne stå på mål for virksomhedens indsats for bæredygtighed i offentligheden, men også stille krav til leverandører og politikere og formulere visioner for, hvordan virksomheden selv kan gøre endnu mere for en bæredygtig verden

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Og det gælder faktisk ikke kun toplederne, selv om det naturligvis er dem, som sætter den overordnede retning for virksomhederne. Men det øgede fokus på bæredygtighed bør skinne igennem over alt og være noget, som du tager seriøst, uanset hvilket niveau du er leder på, og uanset hvilken branche du arbejder i. Ledelse og ledere gør en forskel!

Det betyder også, at store virksomheder og topledere i dag spiller en afgørende rolle som frontløbere for en mere bæredygtig verden. De kan virkelig rykke noget, og det er ingen tilfældighed, når en række danske topledere også deltog på klimatopmødet COP 26 i Glasgow fornylig. Politikerne er naturligvis stadig helt centrale i mange beslutninger, men politik – ikke mindst på globalt og kontinentalt plan – er utrolig tungt og langsommeligt, hvor erhvervslivet og topledere kan agere langt hurtigere og være katalysatorer for den innovation og nytænkning, som er helt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at overkomme klimakrisen.

Det kræver også, at dagens topledere tør bringe sig selv langt mere i spil end tidligere. Det er ikke en reel mulighed bare at sidde bag skrivebordet og have totalt styr på regneark og bundlinje. Man skal naturligvis have styr på økonomien, men i dag kan forretning og bæredygtighed – heldigvis – ikke skilles ad. Det er vævet tæt ind i hinanden, og den moderne topleder skal både kunne stå på mål for virksomhedens indsats for bæredygtighed i offentligheden, men også stille krav til leverandører og politikere og formulere visioner for, hvordan virksomheden selv kan gøre endnu mere for en bæredygtig verden. Det kan ikke bare være en facade, og derfor er det også klar trend, at de dygtige topledere skal være troværdige og kunne skabe følgeskab. Som den tidligere vinder Kim Kristensen, som nu er hofmarskal og tidligere blandt andet har været øverstbefalende for de danske styrker i Afghanistan, beskriver det, bliver kunstige ledere ikke fulgt. Det kræver, at man er en troværdig leder af kød og blod.

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg vil blot slutte med en stor cadeau til de troværdige og bæredygtige ledere, som er med til at gøre ikke bare deres virksomhed, men verden til et bedre sted. Det lyder måske højstemt, men ikke desto mindre er det rigtigt. Og jeg glæder mig til, at vi på Ledelsens Dag den 25. november kårer en ny Årets Leder, som har vist vejen for mange af os andre.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk