Mit Lederne

Debat

Sexchikane skal tages op og tages alvorligt

12. september 2020

Sofie Linde fortjener stor ros for, at hun bruger sin stærke platform til at tage debatten op om sexchikane. Alle arbejdspladser og ledere bør bruge det som et konstruktivt afsæt til at arbejde for, at ingen fremover oplever den slags – og hvis det sker, at de tør sige fra og gå til ledelsen med det samme.

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Ledernes Hovedorganisation

Af Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør i Lederne. Indlægget blev bragt i Berlingske 12. september 2020.

Tv-værten Sofie Linde har måttet lægge øre til meget, siden hun for åben skærm fortalte historien om, hvordan en chef havde gjort helt uacceptable tilnærmelser til hende, da hun var 18 år og ny i tv-branchen. Men det er helt og aldeles urimeligt at anklage Sofie Linde for at tiltage sig en offerrolle, være opmærksomhedskrævende eller hvad hun ellers bliver beskyldt for. Hun viser tværtimod stort og imponerende mod ved at bruge sin egen personlige historie til at tage et stort tabu op. Og det er netop den åbenhed om sexchikane og uacceptabel adfærd på arbejdspladsen, som er helt nødvendig for, at virksomhederne kan handle på problemet.

Ledernes over 110.000 medlemmer går på mange måder forrest på det danske arbejdsmarked. Derfor har kampen mod sexchikane og andre krænkelser også i mange år været en mærkesag for os, og vi leverer gode råd og guides til medlemmerne om, hvordan de bedst kan forebygge og håndtere sexchikane, hvis det opstår på deres arbejdsplads.

En særlig jargon på arbejdspladsen må aldrig blive en undskyldning for chikane eller krænkelser, og det er lederens ansvar tydeligt at markere, hvor grænsen går.

Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør i Lederne.

Det er lederne, som i høj grad sætter standarden for kulturen og omgangstonen på arbejdspladsen. Derfor lyder vores klare anbefaling også, at de skal tage det op og tage det alvorligt, hvis de oplever eller hører om den mindste form for sexistisk tone eller adfærd. En særlig jargon på arbejdspladsen må aldrig blive en undskyldning for chikane eller krænkelser, og det er lederens ansvar tydeligt at markere, hvor grænsen går. Samtidig bør lederne sende et klart signal til medarbejderne om, at man skal gå til ledelsen, hvis man oplever noget ubehageligt. 

Den 18-årige Sofie Linde skulle altså ikke have været et øjeblik i tvivl om, at hun skulle have fortalt det til en af lederne på DR og følt sig sikker på, at de ville tage sagen alvorligt og videre i systemet, selv om det var en højtplaceret leder, som stod bag ugerningen. Sofie skal på ingen måde bebrejdes, at hun ikke gjorde det dengang, og hun fortjener stor ros for, at hun bruger sin stærke platform til at tage debatten op nu. Alle arbejdspladser og ledere bør bruge det som et konstruktivt afsæt til at arbejde for, at ingen fremover oplever den slags – og hvis det sker, at de tør sige fra og gå til ledelsen med det samme.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Søren Kudahl

sku
Pressechef
Mobil: 2338 4211
E-mail: sku@lho.dk