Økonomien er lige så international som corona

Groft sagt er dansk økonomi ikke meget bedre end de lande, vi handler med. Derfor kan vi kun håbe på hurtig genrejsning af økonomien i verden omkring os.

Af Niklas Praefke, cheføkonom, Lederne, bragt 14. april i Børsen.

14. april 2020

Det er glædeligt, at et enigt Folketing med hjælpepakker vil støtte danske virksomheder gennem corona-krisen. Men vi skal ikke glemme, at Danmark er en lille, åben økonomi, og at vi er dybt afhængige af handel med udlandet.

Det gælder ikke mindst ift. USA, Tyskland og Sverige, som er Danmark største eksportmarkeder. Alle tre lande er nu ramt af COVID-19, og foreløbigt har de grebet situationen vidt forskelligt an.

Der er næppe nogen tvivl om, at nedlukningen i USA også presser de danske virksomheder, som lever af at eksportere til USA.

Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne

I USA har regeringen med en gigantisk hjælpepakke foreløbigt standset det bratte fald på aktiemarkederne, men det har ikke kunnet bremse den markante stigning i ledigheden, som slår alt, hvad vi tidligere har set. Og i weekenden måtte Trump trække sin tidligere udmelding tilbage om, at millioner af amerikanere ville kunne gå på arbejde igen efter påske. Der er næppe nogen tvivl om, at nedlukningen i USA også presser de danske virksomheder, som lever af at eksportere til USA. Derfor vil en hurtig tilbagevenden til normale tilstande i USA i den grad gavne danske virksomheders muligheder for at holde hjulene i gang.

LÆS OGSÅ: Lønkompensation bør matche arbejdsmarkedet bedre

I Tyskland spår det anderkendte institut IFO en nedgang i økonomien i år på op til 20 procent. Det er et langt større fald end under finanskrisen, og det vil utvivlsomt gøre enormt ondt på de danske virksomheder. På den lyse side spås faldet dog til at være isoleret til i år, hvorefter økonomien vil rejse sig igen. De tyske politikere har svaret resolut igen på krisen ved at søsætte økonomisk hjælp til de trængte tyske virksomheder. Det er hjælpepakker, som hurtigt kan vise sig at være mindst lige så vigtige for Danmark som vores hjemlige hjælpepakker er.

I Sverige har man foreløbigt valgt en mindre restriktiv tilgang til at håndtere sygdomsudbruddet. Det har alt andet lige gavnet svensk økonomi på den korte bane men også betydet, at smitten lettere har kunnet brede sig, hvilket i sidste ende kan vise sig at blive dyrt. Og Sverige går da heller ikke uskadt gennem krisen. Foreløbigt er små 40.000 svenskere blevet varslet om en fyring.

Derfor bliver det interessant at følge, hvordan den lidt lempeligere strategi i visse lande påvirker udbredelsen af covid-19 og dermed økonomien. Ikke kun i de pågældende lande men også herhjemme, hvor 800.000 arbejdspladser direkte eller indirekte er afhængige af den store danske eksport.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk