Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Ledere skal informeres - men skal også selv opsøge informationerne

14. marts 2018

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: En vigtig forudsætning for, at man kan agere som leder, er viden – vel at mærke i høj grad viden, der udspringer af informationer fra lederens chef og ikke mindst overordnede beslutninger fra topledelsen.

Manglende viden og indsigt kan give anledning til unødige frustrationer hos den enkelte leder, og lederen kan let lande i akavede, uheldige situationer eller blive mere eller mindre handlingslammet, hvis det viser sig, at medarbejdere eller samarbejdspartnere har flere informationer end lederen selv.

Jeg havde selv for nogen tid siden den oplevelse, at en leder, som jeg havde møde med, var lettere irritabel. Det var ikke én af mine kollegaer, men en samarbejdspartner, hvorfor jeg var tilbageholdende med fra mødets start at spørge ind til, om der var noget galt, selvom jeg helt klart fornemmede, at det var der.

Som leder har man en forpligtigelse til at være nysgerrig på, hvad der foregår i forskellige fora, hvor der kunne være relevante informationer

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Som mødet skred frem, bragte hun selv det dårlige humør på banen. Hun fortalte, at hun tidligere samme dag havde haft møde med sin chef og en ekstern samarbejdspartner, og halvvejs i mødet var der dukket nogle vigtige oplysninger op, som havde vital betydning for det fortsatte samarbejde. Det blev hurtigt tydeligt for hende, at hun var den eneste tilstedeværende, som ikke havde kendskab til disse oplysninger.

 

Oplevelsen af ikke at være blevet holdt ajour med vigtig viden førte dels til manglende tillid til sin egen chef og dels en enorm skuffelse over, at hun ikke var blevet informeret forud for mødet. I forhold til den eksterne samarbejdspartner valgte hun at foregive, at hun selvfølgelig var vidende om de informationer, som hendes chef fremkom med på mødet.


LÆS OGSÅ: Kun hver tredje topleder efterspørger feedback

 

Efterfølgende havde hun spurgt sin chef, hvorfor hun ikke var informeret, da der var tale om vigtig viden i forhold til hendes arbejde. Svaret fra chefen var, at det troede han, at hun var informeret om, og han afsluttede med at sige, at hun jo også selv kunne have søgt den pågældende viden forud for mødet.

 

I en ny undersøgelse, som Lederne har foretaget sammen med analyseinstituttet YouGov baseret på svar fra 1.664 ledere, svarer 28 procent af de adspurgte ledere, at de ”slet ikke” eller ”i mindre grad” får al den information fra ledelsen, som de har brug for, men 39 procent svarer ”i nogen grad”. Med andre ord: Følelsen hos den førnævnte leder af ikke altid at få den nødvendige viden er en oplevelse, mange ledere kan nikke genkendende til.

 

Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende ikke at få de oplysninger, man har behov for. Og selvfølgelig har ledelsen – og ikke mindst topledelsen – i en virksomhed en vigtig opgave med at sørge for, at alle ledere er ajour med vigtige beslutninger, der har betydning for ledernes arbejde, og ikke mindst viden, som skal formidles videre til medarbejdere. Det kan der på ingen måde herske tvivl om.

 

LÆS OGSÅ: Mange ledere savner information fra topledelsen

 

Men når det er sagt, må jeg dog også sige, at som leder selv har et ansvar for at søge oplysninger. Følelsen af ikke at blive lyttet til og inddraget i tilstrækkelig grad udspringer i nogle tilfælde af, at lederen selv forsømmer at lede opad. Som leder har man en forpligtigelse til at være nysgerrig på, hvad der foregår i forskellige fora, hvor der kunne være relevante informationer, ligesom jeg mener, at en leder også har pligt til både at søge og give oplysninger til sin overordnede. Det handler om, at der skal være parløb mellem leder og chef.

 

Tallene i undersøgelsen viser, at der er plads til forbedringer i samspillet mellem ledere og chefer. Løsningen bør være forholdsvis enkel at implementere; Skab et godt parløb mellem chef og leder, hvor begge parter er nysgerrige på og lytter til hinanden, drager fordel af hinandens styrker og giver hinanden konstruktiv feedback. Sker det, ”spiller man hinanden gode”.

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 14. marts 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration