En kultur, hvor alle kan trives
Hvis folkekirken skal være god til at være kirke, skal den også være god til ledelse. Dygtige ledere går foran som rollemodeller og arbejder for en kultur på arbejdspladsen, hvor alle kan trives, og ingen udsættes for krænkelser. Sådan er det tilsyneladende ikke i dag.
Det virker simpelthen som om, folkekirken mangler et reelt ledelseslag, hvor man er klædt på til at håndtere de forskellige udfordringer, som kan opstå i en hvilken som helst virksomhed eller organisation – især når en stor del af indsatsen er baseret på frivillige kræfter.
Man har med andre ord ikke taget hånd om de mangeårige problemer på tilstrækkelig, ledelsesmæssig vis. I stedet har de fået lov til at ligge og simre og vokse sig større i en grad, hvor hver tredje medarbejder i folkekirken ifølge undersøgelsen fra DR oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
I virkeligheden er det en helt naturlig og forudsigelig konsekvens i en organisation, hvor dem, der skal sørge for den daglige ledelse, ikke har de nødvendige kompetencer. Man er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt bevidst om, at dem der skal træffe beslutningerne, og reagere på de udfordringer, der skulle opstå, også skal være klædt på til at gøre det.
At være leder er et fag i sig selv, og ledelse stiller nogle helt særlige krav til ens færdigheder – samtidig med, at man favner begreber som ydmyghed, generøsitet, mod og redelighed. Hvis man vil undgå, at arbejdsmiljøet kører af sporet, er det nødvendigt at betragte folkekirken som en virksomhed med bestyrelser (menighedsråd) og krav til, at de basale ledelsesevner er til stede.
Gode intentioner er ikke nok
Folkekirken bygger som sagt på en grundlæggende, frivillighedsbaserede kultur. Men kultur må aldrig blive en undskyldning for et dårligt psykisk arbejdsmiljø – uanset om man er præst, kirketjener eller graver.
Jeg har den største respekt for de mennesker, der bruger en stor del af deres fritid på arbejdet i menighedsrådene. Men det er tydeligt, at selv de bedste intentioner ikke har været nok til at rette op på flere årtiers manglende styring og rettidig håndtering af de opståede arbejdsmiljøproblemer.
Og det er ikke nok blot at samle parterne, så de kan ”se hinanden i øjnene”, sådan som kirkeministeren har foreslået. Det ændrer ikke på det grundlæggende problem. I stedet bør man tilføre de nødvendige kompetencer og eksempelvis stille krav til, at alle menighedsråd skal omfatte medlemmer med ledelseserfaring eller – eller får adgang til den nødvendige ledelsestræning og er klar til at søge hjælp hos dem, der har forstand på ledelse i praksis. Samtidig bør de forskellige menighedsråd i højere grad lære af hinandens erfaringer, gode såvel som dårlige.
Det kræver også, at man i folkekirken er klar til at gøre op med en kultur, hvor man kun kan høre sin egen stemme eller dem, man er enig med. Derfor skal en ny og kvalificeret ledelse være i stand til at være oprigtigt nysgerrig – og at turde lade sig forandre og samtidig være villig til at favne forskellighed.
Og hvis der stadig skulle være eksperter derude, som tror, at man kan tage begrebet ”ledelse” ud af ligningen, så viser erfaringerne fra folkekirken det modsatte.
