Klima-kompetencer bliver guld værd for unge

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at mere end 40 procent af danske ledere forventer, at grønne kompetencer bliver vigtige i fremtiden. Derfor bør klima og bæredygtighed i højere grad blive koblet til og integreres i den enkelte uddannelses faglighed. Det har både de unge og virksomhederne brug for. 

15. marts 2022

-Af Nadia Gullestrup Christensen, forperson i Ungeklimarådet og Anders Nolting Magelund, klimapolitisk chefkonsulent i Lederne. Bragt i Avisen Danmark den 15. marts 2022.

Er du studerende eller lærling, vil det være en god idé, at du i en eller anden grad erhverver dig grønne kompetencer, inden du modtager dit eksamensbevis eller svendebrev.

En undersøgelse fra Lederne viser nemlig, at danske ledere i fremtiden i stor stil vil efterspørge medarbejdere med grønne kompetencer. 42 procent af de ledere, som er blevet spurgt, forventer, at jobansøgeres grønne kompetencer bliver vigtige i fremtiden. I dag er det færre end en ud af ti der mener, at grønne kompetencer er vigtige.

Grønne kompetencer er kompetencer, der bidrager til samfundets grønne omstilling gennem miljøbeskyttelse, ressourcebesparelse og klimaindsats. De grønne kompetencer dækker over en bred vifte af kompetencer og er vidt forskellige afhængig af, om man søger job inden for produktion, it, finans, landbrug eller noget helt andet.

Der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling er på vej op i fart og, at der bliver brug for mange flere ansatte med grønne kompetencer i fremtiden. I dag ser vi kun begyndelsen. Det er både faglærte og akademikere, der i fremtiden kan forvente at blive mødt med krav om at besidde grønne kompetencer og er tallet på 42 procent repræsentativt, vil det dreje sig om hundredtusinder af kommende medarbejdere.

For at sikre, at der ikke opstår mangel på kandidater eller faglærte med grønne kompetencer, er det meget vigtigt, at klima så vidt muligt indarbejdes i alle typer uddannelser. Klima og bæredygtighed skal i højere grad kobles til og integreres i den enkelte uddannelses specifikke faglighed, som når bilmekanikeren lærer at reparere elbiler, eller når ingeniøren opnår bredere indsigt i ny klimateknologi, eller når humanisten får forståelse for, hvordan store samfundsomstillinger påvirker mennesker. Derudover er det også nødvendigt at sikre en generel bred og solid forståelse for klimaet på alle uddannelsesniveauer.

Derfor bør bæredygtighed være en tydelig del af formålsparagraffen, ikke kun på universiteterne men på alle uddannelser. Det har både de unge og virksomhederne brug for.

Kontaktoplysninger

Anders Nolting Magelund
Anders Nolting Magelund
Klimapolitisk chefkonsulent
Mobil: 3070 9753
E-mail: anm@lho.dk

Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk