Mit Lederne

Debat

Hvem skal sikre velfærdsstatens fremtid? Det skal seniorerne naturligvis

30. august 2018

DEBATINDLÆG AF DIREKTØR HOS LEDERNE HENRIK BACH MORTENSEN OG ADM. DIREKTØR I ÆLDRE SAGEN BJARNE HASTRUP I JYLLANDS-POSTEN: Seniorer kan blive dem, som melder sig under velfærdsstatens faner som frelsere i en situation med stigende flaskehalse på arbejdsmarkedet.  

I 1980’erne jog vi dem ud af arbejdsmarkedet. Nu 30 år efter fortryder vi og kalder dem tilbage, Danmarks erfarne, kompetente og pålidelige ældre medarbejdere. I realiteten bliver de hovedleverandører af ny arbejdskraft til det danske folk i mange år fremover.

Det er der mange grunde til. Først og fremmest har stadig flere lyst til at blive flere år i jobbet og har helbredet til det. For det andet, fordi lederne beder dem om at blive, og af den simple grund, at folkepensionsalderen stiger og stiger.

Et par enkle eksempler er illustrative: I dag er efterlønsalderen ikke længere 60 år, men er hævet til 62 år, og den øges stadig. Det betyder, at der i dag er knap 50.000 personer tilbage på ordningen mod 190.000 for 20 år siden. Det har givet et boost til arbejdsstyrken, og det har lunet i statskassen. Til næste år er det folkepensionens tur. Den forbliver ikke 65 år, men tager et hop på ½ år pr. år og lander snart på over 67 år, hvorefter den såkaldte indeksering indtræder, hvor tilbagetrækningsalderen i ordningerne øges efter udviklingen i middellevetiden.

Det er et af de væsentligste initiativer i danmarkshistorien, og ingen kender de fulde konsekvenser af den fremtidige udvikling. Og det bliver ved. Man siger, at om 100 år er alting glemt. Bare ikke opdriften i pensionsalderen.

Hvis man forestiller sig, at stigningen i pensionsalderen fortsætter, vil vi om 100 år først kunne gå på folkepension som 80-årige (ja, De læste rigtigt, kære læser). Til gengæld kan man modtage efterløn, hvis denne ordning stadig findes, allerede som 77-årig. Og hvordan ser arbejdsmarkedet ud i 2118?

De økonomiske fremskrivninger siger, at der vil være over 4 mio. danskere på arbejdsmarkedet, over 1 mio. mere end i dag. Det betyder, at nær ved 60 pct. af danskerne vil arbejde om 100 år mod 50 pct. i dag. Det skaber mulighed for et samfund med væsentligt større velstand end i dag.

Kommer vi til at klare den gennem hele den periode, disse dramatiske begivenheder finder sted? Kan vores helbred holde til det? Vil jobbene være der, vil kvalifikationerne kunne følge med?

Vi er begge medlemmer af regeringens nyligt nedsatte seniortænketank og har derfor gjort os tanker om, hvordan vi kommer i mål med et arbejdsmarked, der i stigende grad gennem det næste århundrede vil bestå af ældre medarbejdere. Eller måske hvor aldersbegrebet i stigende grad erstattes af forholdene omkring det personlige talent og den enkeltes kompetencer.

Det bliver spændende at tage hul på det nye arbejdsmarked og se på det hele med friske øjne.

De seneste ugers debat om seniorer har i høj grad haft fokus på de nedslidte. Vi må dog ikke glemme, at det langt fra er alle seniorer, som er nedslidte. Det understreges af, at flere og flere på 60 og mere er i job.

Seniorer er således langt fra en ensartet størrelse. Mange har både evnerne og motivationen til at fortsætte på arbejdsmarkedet mange år frem og gør det. Andre har evnerne, men savner måske noget motivation. Og så er der en gruppe, som er nedslidte.

Hvis seniorerne skal blive i jobbene i endnu flere år end i dag, må vi finde frem til, hvad der motiverer dem til at blive. Er det penge eller andre forhold på arbejdspladsen. På BMW-fabrikkerne fandt man for et par år siden ud af, at motivationen lå i indretning af arbejdspladsen.

Man indførte andre og lettere værktøjer, træ på gulvene, andet fodtøj og pauser mellem det hårde slæb mv. Med en beskeden investering i bedre arbejdsforhold fik bilfabrikken seniorerne til at blive, så de kunne lukke et gabende hul i arbejdsstyrken.

Vi må også finde løsningen for de mange seniorer, der ikke fik en længere uddannelse, og som er udfordret af strukturelle ændringer på arbejdspladserne. Hvordan får vi dem reelt omskolet eller omplaceret og givet dem spændende job. Vi skal se på, om de eksisterende muligheder for den gruppe er tilstrækkelige, eller om der er behov for nye tiltag.

Endelig må vi vise seniorerne, at hvis de bliver længere tid i jobbet, er der et velfærdssamfund, der står klar med løsninger, hvis det går galt for dem.

Budskabet skal stå krystalklart; I gav os jeres bedste arbejdsår, vi giver nu jer nogle økonomisk gode år, hvis helbredet betyder, at I ikke kan arbejde længere. Det skal ske uden unødvendigt belastende og uinspirerende ressourceforløb.

Alle disse forhold skal analyseres, så vi forstår, hvad der virker for den ældre del af arbejdskraften, så vi kan løse arbejdskraftsproblemet både til fædrelandets gavn og som en værdig gestus til de seniorer, der melder sig under velfærdsstatens faner som frelsere i den prækære situation, hvor der er stigende flaskehalse på det danske arbejdsmarked