Med Poul Schlüter fik vi den faste kronekurs og fald i både rente og inflation. Med Poul Nyrup Rasmussen fik vi både en omfattende arbejdsmarkeds- og efterlønsreform. Med Anders Fogh Rasmussen opnåede vi en omfattende velfærdsreform. Med Lars Løkke Rasmussen blev finanskrisen bekæmpet af ansvarlig offentlig udgiftspolitik. Og under Helle Thorning-Schmidt sikrede S, SF og R med Mette Frederiksen som ansvarlig minister, at både dagpengereform og efterlønsreform satte et markant punktum for årtiers genopretningspolitik.
LÆS OGSÅ: Uden mere arbejdskraft risikerer Danmark at gå i stå
Vismændene kunne i deres rapport fra foråret 2018 konstatere, at den danske samfundsøkonomi var blevet bæredygtig. Vi kunne se frem til høj beskæftigelse, stigende økonomisk velfærd, orden i de offentlige finanser og massiv opbygning af dansk formue i udlandet.
I lyset af den imponerende politisk-økonomiske præstation er det meget betænkeligt, at der nu er udbredt politisk fristelse til alvorligt at ”rokke ved båden”. Det er specielt uforståeligt i lyset af, at der ikke er kommet nye oplysninger på bordet om fremtidens vilkår for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Udsigterne for fremtiden er velkendte: danskerne vil i gennemsnit leve stadig længere, og der bliver stadig flere borgere i de ældre aldersklasser. Skal den udfordring håndteres ved, at de sociale velfærdsordninger forringes, ved at der opkræves flere ressourcer i skat fra de beskæftigede, eller ved at de stadig flere raske ældre tager mere tid på arbejdsmarkedet, så den ”arbejdsfri” pensionisttilværelse i princippet holdes konstant uanset levealderen?
Med velfærdsforliget i 2006 fastlagde Mogens Lykketoft og Thor Pedersen den tilbagetrækningsmodel, som sikrer samfundsøkonomisk holdbarhed, tryg tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og forventet fast periode som folkepensionist.
Alle har erkendt, at der altid vil være nogen, som ikke magter ”at hænge på arbejdsmarkedet” helt frem til pensionistalderen. Derfor findes der både mulighed for førtidspension og seniorførtidspension for de nedslidte. Der er næppe tvivl om, at netop mulighederne for at blive tilkendt førtidspension er blevet strammet for meget. Ligesom der heller ikke er satset tilstrækkeligt på at hjælpe mennesker, som helbredsmæssigt ikke kan fortsætte i deres oprindelige erhvervsvalg, over i anden beskæftigelse.
Med førtidspensionsreformen i 2012 blev der indført barske ændringer i førtidspensionssystemet, som der allerede efter kort tid blev advaret mod. Men det er først i 2018, at der for alvor blev taget skridt til at rette op på urimelighederne. Samtidig er der fortsat behov for at udbrede anvendelsen af seniorførtidspension, ligesom der er brug for bedre muligheder for at skifte spor på arbejdsmarkedet tidligere i arbejdslivet.
Der er et klart behov for at sætte ind på disse områder. Men dette afgrænsede problem bør ikke håndteres ved at ofre den kendte folkepension, som er fælles for alle uanset deres baggrund på arbejdsmarkedet.
De aktuelle forslag om at erstatte den kendte tilbagetrækningsmodel med nye, mere omfattende rettigheder til særlige grupper vil ikke hjælpe de nedslidte, men vil til gengæld alvorligt svække den hårdt tilkæmpede holdbarhed i dansk økonomi.
LÆS OGSÅ: Motiverede medarbejdere giver bonus
Nu foreligger der ikke konkrete forslag til nye regler om folkepension fra hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Det er helt uklart, hvad der skulle give en rettighed til f.eks. 3 års tidligere folkepension, end det der ellers ville være udsigt til.
Flere kriterier bliver nævnt: Ret til folkepension skal opnås efter et bestemt antal år på arbejdsmarkedet. Ret til folkepension skal opnås af nedslidte. Eller alle skal have ret til pension i et bestemt antal år, som afspejler deres restlevetid.
Der kan fremføres sympatiske argumenter for alle modeller. Problemet er blot, at alle modellerne indeholder uklarheder og selvmodsigelser, ligesom de strider mod hinanden.
Hvordan skal antallet af år på arbejdsmarkedet opgøres? Skal studietid tælles med? Tæller deltidsarbejde kun halvt med? Er det år med fysisk arbejde, der tæller? Hvad med barsels- og sygeperioder? Hvad med efteruddannelse?
Hvis det drejer sig om de nedslidte, så skal muligheden vel principielt være en ret for alle: læger såvel som murere, skolelærere såvel som kontorfunktionærer. Men hvordan skal vi definere en ret til folkepension, for det skal vel fortsat kræve en sagkyndig vurdering, om man er nedslidt.
Og hvis det gælder den enkeltes restlevetid, spiller mange faktorer ind. Skal en mand være berettiget til tidligere pension end en kvinde? Skal en ryger være berettiget til tidligere pension? Skal alle i en erhvervsgruppe kunne få tidligere pension, fordi man i gennemsnit lever kortere end en anden gruppe på arbejdsmarkedet?
I alle tilfælde blæser svaret i vinden.
Det er slet ikke nyt at overveje, om der er bedre kriterier end alderen, som kan bestemme tidspunktet for folkepension. Men alle tidligere seriøse overvejelser er strandet, fordi der er så mange ubesvarede spørgsmål. Enhver model baseret på restlevetid, nedslidning eller antal år på arbejdsmarkedet vil indeholde alvorlige elementer af tilfældighed og vil indebære udstrækning af retten til folkepension til mange flere og tidligere. Derfor vil en folkepensionsmodel baseret på disse kriterier for det første tilgodese særlige grupper i befolkningen, og for det andet vil det medføre milliardudgifter for de offentlige kasser.
Hvis der skal anvendes mange flere milliarder til folkepension, kan samfundet ikke udvikle velfærds- og sundhedsydelser til hverken de ældre eller resten af befolkningen, og det vil være nødvendigt at gennemføre besparelser på andre områder.
Blev det f.eks. besluttet at udvide retten til folkepension med 2,5 år for faglærte og ufaglærte, ville beskæftigelsen ifølge Finansministeriet falde med 13.000 personer allerede i 2025, og efter 10 år mere ville det koste det offentlige over 10 mia. kr.
LÆS OGSÅ: Uansvarligt at åbne Pandoras æske!
Man skal heller ikke glemme, at personer som ellers ville blive tildelt førtidspension vil opleve et betydeligt indkomstfald fra satsen for førtidspension på over 16.000 kroner om måneden til folkepension på under 10.000. Samtidig vil udbetalingerne fra arbejdsmarkedspensionerne også falde i takt med lavere tilbagetrækningsalder.
Det er helt naturligt, at der er stor opmærksomhed om vilkårene for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Og derfor er det heller ikke uden grund, at der her i landet er opbygget et system, hvor trygheden for den enkelte går hånd i hånd med en økonomisk bæredygtig samfundsmodel. Det er helt afgørende, at politikerne har is i maven og ikke gambler med det system.
