Hatten af for politiske ledere med mod

Der er adskillige eksempler på, at modige politiske ledere har været med til at gennemtvinge reformer, som for eftertiden har været helt rigtige og vigtige. Eksempelvis i 1987, hvor trepartsforhandlinger mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og den konservative Schlüter-regering førte til, at alle parter forpligtede sig til en udbredelse af arbejdsmarkedspensioner. LO-fagbevægelsen med daværende formand Finn Thorgrimson i spidsen stod fadder til idéen om at udbrede arbejdsmarkedspensionerne markant, og selv om det i dag står tilbage som noget nær en genistreg, måtte Thorgrimson & co. dengang tage nogle tæsk i baglandet for den høje prioritering af arbejdsmarkedspensionerne i overenskomstforhandlingerne. Det betød jo, at der ikke var plads til lige så høje lønstigninger her og nu.

I 1990’erne mødte den socialdemokratiske Nyrup-regering også mange barske ord fra baglandet, da den gennemførte flere arbejdsmarkedsreformer, som blandt andet forkortede dagpengeperioden markant og strammede reglerne for unge ledige. Det krævede mod, men eftertiden belønnede Nyrup, da reformerne var en væsentlig del af forklaringen på, at vi siden har haft et meget fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked med lav arbejdsløshed – både i historisk og international målestok.

Uden direkte sammenligning med arbejdsmarkedspensioner og -reformer før årtusindskiftet tror jeg faktisk på, at en markant udvidelse af fædres barselsrettigheder også vil få historisk positiv betydning for både familierne, erhvervslivet og samfundet. Hvis fordelingen af barslen bliver langt mere lige, kan det nemlig blive et afgørende skridt for at få flere talentfulde kvinder til at gøre karriere og komme ind på ledelsesgangene. Derfor er det rigtigt at gøre, og derfor var holdningsskiftet modigt og rigtigt af Venstre.