Gør ikke livslang læring til et slogan – oven på COVID-19 bliver det en nødvendighed
Behovet for om- og opkvalificering sprænger rammerne for vores nuværende uddannelsessystem, hvor meget er lagt an på, at uddannelse er noget, der foregår ved indgangen til arbejdslivet. Efter COVID-19 må vi som samfund gøre livslang læring til mere end et slogan. Det kalder på et markant nybrud hos politikere, studerende, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere, ledere og medarbejdere.
09. februar 2021
- Af Thomas Christensen, uddannelseschef, Lederne, og Poul Skov Dahl, formand for EVU-chefnetværket, Danske Professionshøjskoler. Bragt på Altinget den 9. februar.
COVID-19 har sender rystelser igennem arbejdsmarkedet, og mange skal formentlig finde et job i en ny branche. I det lys er det rigtig fornuftigt, at regeringen har fokus på efteruddannelse af arbejdsstyrken. Men den aktuelle situation må ikke spærre for også at tænke om- og opkvalificering i større skala i forhold til behovene på fremtidens arbejdsmarked.
Meget tyder på, at vi kommer til at mangle alt fra IT-kyndige over SOSU’er til sygeplejersker og pædagoger. Der bliver rift om arbejdskraften i både den private og den offentlige sektor. Derfor er der behov for både større fleksibilitet, et nyt syn på sporskifte og løbende efter- og videreuddannelse – og ikke mindst enighed om, at den private og den offentlige sektor er forbundne størrelser, ikke hinandens modsætninger.
Privat og offentlig sektor er tæt forbundet
Under den nuværende og den tidligere corona-nedlukning blev det tydeligt for enhver, at børnehaver og skoler løfter en afgørende opgave med at passe og undervise vores børn. Deres arbejde er en forudsætning for, at erhvervslivet kan trække på en tilgængelig og fleksibel arbejdsstyrke. Det står nu helt klart, at rekruttering til velfærdsuddannelserne er vigtigt, og at en effektiv offentlig sektor med dygtige fagprofessionelle og et stærkt erhvervsliv hænger tæt sammen.
Skal vi også fremover lykkes med at sikre en fleksibel arbejdsstyrke, så har vi i de kommende år brug for at rekruttere flere til velfærdsuddannelserne. Ikke blot unge, men også de lidt ældre. For at nå det mål bør vi gentænke de rigide opdelinger, der i dag er mellem grunduddannelser og efter- og videreuddannelse.
