Folk kan arbejde hjemmefra lidt endnu

På mange virksomheder fungerer det at arbejde hjemme, mens restauranter, cafeer mv. lider under nedlukningen. Derfor skal oplevelsesøkonomien have lov at åbne før, vi slutter med at arbejde hjemme.

26. april 2021

- Af Niklas Praefke, cheføkonom hos Lederne. Bragt i Jyllands-Posten 24. april 2021.

Regeringen er blevet kritiseret for ikke at fremlægge en plan for, hvornår hjemmearbejdende danskere kan vende tilbage til arbejdspladsen. Hvorfor skal en million danskere kunne gå på værtshus men ikke på kontoret, har spørgsmålet lydt, blandt andet i Jyllands-Posten.

Svaret er enkelt: Lederne på danske virksomheder har formået at holde produktiviteten på næsten normalt niveau gennem to lange nedlukninger, hvor en stor del af medarbejderne har arbejdet hjemme. Det har krævet fleksibilitet, god ledelse og ikke mindst mentale kræfter fra både lederen og medarbejderen.

Hos Lederne ved vi, hvor meget, det har krævet ude på arbejdspladserne at få det hele til at fungere, og vi ser gerne, at alle, der arbejder hjemme, hurtigst muligt får besked om, hvornår de kan vende tilbage til kontoret. Men desværre er vi ikke der endnu, hvor hele samfundet kan åbne på en gang.

Derfor mener vi, politikerne bør give fortrinsret til restauranter, cafeer, spillesteder og andre virksomheder i den såkaldte oplevelsesøkonomi, hvor det ikke er muligt at arbejde hjemmefra. Mange af dem er på randen af konkurs. De har – lidt firkantet sagt – endnu mere brug for at få folk ind ad dørene her og nu end de arbejdspladser, hvor kontorerne i øjeblikket ligger mere eller mindre øde, men hvor arbejdet kan ske hjemmefra.


Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk