I Lederne har vi flere gange i undersøgelser rettet luppen mod mobiliteten mellem sektorer, senest i en undersøgelse fra efteråret 2017. Den viser, at kun 13 procent af de ledere, som enten er aktivt jobsøgende eller overvejer at skifte job, forestiller sig at fortsætte karrieren i en anden sektor end den nuværende.
Og blandt ledere, der p.t. arbejder i det private erhvervsliv, er uviljen mod at skifte sektor endnu mere udtalt. Her føler kun 10 procent af lederne sig draget af et job i det offentlige.
Når jeg taler med lederkolleger og netværk om problematikken, bliver vi som regel hurtigt enige om, at vekselvirkningen er særdeles gavnlig både for den virksomhed og offentlige institution, hvor den sektormobile leder bliver ansat, og i høj grad for lederen selv. Det udvikler ledere at skifte sektor, giver ny og brugbar viden og er et oplagt plus på CV´et, og jeg har endnu til gode at møde den leder, som ikke mener, at det har været udviklende både menneskeligt og fagligt at skifte sektor.
LÆS OGSÅ: Hedebølge på jobbet - hvad gør du?
Når mobiliteten ikke desto mindre er så begrænset, er der flere årsager. En af de største hindringer for sektormobilitet er knyttet til fordomme. Især blandt private ledere oplever jeg ofte, at livet som offentligt ansat leder bliver italesat som noget mere besværligt, bureaukratisk og dårligt betalt, end tilfældet altid er. Og i den anden grøft hører jeg ofte offentligt ansatte ledere lufte fordomme om, hvor umuligt det nærmest pr. definition må være for private ledere at få deres work-life-balance til at hænge sammen, fordi de – lyder forestillingen – jo nærmest er nødt til at arbejde 24 timer i døgnet syv dage om ugen.
Men ud over karikerede forestillinger er der også faktuelle forskelle på at være leder i de to sektorer i forhold til blandt andet rammer, ledelsesrum og vilkår, herunder løn og muligheder for belønning. Og dér ligger helt afgjort en væsentlig forklaring på, hvad der især afholder mange private ledere fra at søge job i kommuner og stat.
Som Ledelseskommissionen så rigtigt skriver i sin rapport, der blev færdig lige inden sommerferien: ”De offentlige ledere skal tage ledelseskasketten på, men der er også behov for at ændre ledernes rammevilkår. Der skal skabes mere fleksible og rummelige strukturer om lederne”.
LÆS OGSÅ: Lederen skal tage den nyansatte i hånden
Men, vil den kvikke læser måske spørge: Hvis man nu ser bort fra forskelle i ledelsesrum, løn og arbejdstider, er et jobskifte fra den ene sektor til den anden så altid den sikre vej til evig joblykke? Svaret er nej. Den slags garantier findes selvsagt ikke, og jeg kender flere eksempler på ledere, som efter en periode på den ”anden side af muren”, er hoppet tilbage. Men grundlæggende fryder og udvikler forandring, og på et jobmarked som det nuværende med meget lav ledighed er risikoen ved at tage springet til at overse.
