Differentieret pensionsalder er ikke løsningen på fremtidens udfordringer

Overskriften på dette indlæg har jeg stjålet fra en tidligere kronik i JP fra sommeren 2018. Jeg synes, den var så præcis, at jeg ikke kunne sige det bedre. Forfatterne var såmænd formanden og den arbejdsmiljøpolitiske chef hos fagforbundet 3F, som allerede dengang ramte hovedet på sømmet i forhold til den debat, som har buldret derudad, siden Socialdemokratiet i januar kom med sit forslag om tidlig folkepension til udvalgte grupper.

Af Henrik Bach Mortensen, Direktør i Lederne. Bragt i Jyllands-Posten den 31. april 2019.

31. marts 2019

3F-topfolkene havde tre hovedargumenter for, at differentieret pensionsalder er en dårlig løsning. For det første kaldte de det en falliterklæring at indrette systemet sådan, at man går ud fra, at nogle faggrupper ikke kan holde til at arbejde til den gældende pensionsalder. I stedet ville de stræbe efter bedre arbejdsmiljø og et bæredygtigt arbejdsmarked. Derudover pegede 3F på, at der skal være bedre muligheder for karriereskift for lønmodtagere, som er i farezonen for nedslidning. Og endelig pegede de på, at det skal være langt nemmere at komme på førtidspension for mennesker, som er nedslidte. Altså slut med det nærmeste kafkaske system, hvor kommunerne underkaster borgere årelange forløb med samtaler, arbejdsprøvninger og ressourceforløb, før de udvalgte allernådigst kan få tilkendt førtidspension.

LÆS OGSÅ: Tilbagetrækning sker oftere af lyst end af nød 

De argumenter kan Lederne fuldt ud tilslutte sig. Derfor er det et uhensigtsmæssigt forslag, som Socialdemokratiet har fremsat. Dertil kommer, at de tre milliarder kroner, som partiet har afsat til forslaget, ifølge Finansministeriet kun rækker til at sende 2.850 personer pr. årgang på tidlig folkepension. Det dækker langt fra alle de mennesker, som nu tror, at socialdemokraterne vil tilbyde tidligere pension. Det er komplet uigennemskueligt, hvem der i givet fald vil være de heldige i ”pensionslotteriet”. Er det tømreren, kontorassistenten, SOSU-hjælperen eller iværksætteren, som startede sin egen håndværksvirksomhed som 20-årig?

Og 3F: Ja, de ændrede mening, kort tid inden Socialdemokratiet kom med sit forslag.

Kontaktoplysninger

sku
Søren Kudahl
Pressechef
Mobil: 2338 4211
E-mail: sku@lho.dk

hbm
Henrik Bach Mortensen

Direktør
Mobil: 2491 9957
E-mail: hmo@lho.dk