Det haster med med at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive

Det var ærlig talt lidt nedtur at læse Altinget Uddannelse fredag morgen med nyheden om, at de politiske forhandlinger om nye tiltag er strandet, og at der lige nu ikke er forhandlingsmøder i kalenderen.

Af Henrik Casper, Chefkonsulent i Lederne. Bragt på Altinget.dk.

19. november 2018

Fra Lederne har vi en klokkeklar besked til politikerne: Det er en absolut hasteopgave at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge!

Vi SKAL gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, så vi kan nå målet med reformen, hvor 30 procent af afgangseleverne fra grundskolen skal vælge erhvervsuddannelserne i 2025.

Chefkonsulent hos Lederne Henrik Casper

De danske virksomheder og ledere er helt afhængige af, at vi uddanner langt mere faglært arbejdskraft end i dag, og at de nyuddannede bliver endnu dygtigere. Prognoser viser, at vi risikerer at mangle op til 85.000 faglærte allerede i 2025, hvis vi ikke lykkes med at få betydeligt flere unge end i dag til at vælge en erhvervsuddannelse. Siden 2015 er det desværre gået den gale vej, og færre valgte i 2017 en erhvervsuddannelse end før erhvervsuddannelsesreformen. Det kan blive en alvorlig bremse for væksten i dansk erhvervsliv.

Med al respekt for det politiske spil og de forskellige ønsker, som Folketingets partier har, vil vi derfor fra Ledernes side opfordre til, at alle sætter fokus på vigtigheden af opgaven og hurtigst muligt får sat nye møder i kalenderen. Vi SKAL gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, så vi kan nå målet med reformen, hvor 30 procent af afgangseleverne fra grundskolen skal vælge erhvervsuddannelserne i 2025. Det svarer til 4.000 flere unge om året end i dag.

LÆS OGSÅ: Unge er dobbelt så ledige som andre grupper

Det er mange, men vi tror på, at det er muligt med en fokuseret indsats fra både erhvervsskoler, virksomheder og grundskoler. Og første skridt er, at Christiansborg-politikerne skaber bedre rammer for erhvervsuddannelserne. Det handler om penge, men det handler i høj grad også om indhold. Vi skal skabe mere prestige om erhvervsuddannelserne, så både de unge og deres forældre opdager, hvor mange muligheder de faglærte uddannelser har.

Derfor skal vi styrke fortællingen om, at en erhvervsuddannelse også er et klogt valg, hvis drømmen er fast job, en god indtægt eller mulighed for forfremmelse og egen virksomhed. Man kan sætte handling bag ordene ved blandt andet at sætte iværksætteri og ledelse på skemaet i erhvervsuddannelserne. 4 ud af 10 iværksættere i Danmark er rent faktisk uddannet fra en erhvervsskole, selv om det ofte er højtuddannede it-iværksættere og designere, der løber med opmærksomheden.

Og så skal vi have erhvervsuddannelserne til at appellere mere alle unge – ikke mindst kvinderne. I dag er der over dobbelt så mange mænd som kvinder, som søger ind på erhvervsuddannelserne, og vi skal i langt højere grad udnytte potentialet i at få flere kvindelige faglærte. Ud over et generelt løft af erhvervsuddannelserne kan det for eksempel ske ved at lægge mere vægt på design, kreativitet og innovation.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk