Derfor har det værdi at kåre og hylde

22. november 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE PÅ BERLINGSKE OG BUSINESS.DK: Efterhånden, som vi med raske skridt nærmer os slutningen på året og starten på et nyt, rykker en lang række kåringer og hyldester samtidig nærmere. Berlingske kårer Årets dansker 2017, vi skal have fundet Årets bil og Årets bedste grønne bil, vi hylder de bedste forfattere og de bedste bøger, årets bedste skuespillere, musikere og de sjoveste komikere – og hertil kommer, ikke at forglemme, en regn af prisuddelinger inden for sportens verden.

I en travl hverdag, hvor man nemt kommer til at tage kolleger og andre dygtige mennesker i vores samfund og hverdag for givet, synes jeg, at der er noget grundlæggende sympatisk ved kåringer – forstærket af, at vi befinder os i en tid, hvor der på Facebook og visse andre medier ofte går sport i at skrive så meget grimt om og til hinanden som overhovedet muligt, tit totalt uindpakket og tydeligvis uden tanke på, hvilke konsekvenser det kan have for dem, der er i sigtekornet for perfiditeterne.

Kåringen af Årets Leder handler helt grundlæggende om at sætte pris på en leder, som med sit virke har været med til at skabe resultater og gøre en forskel i arbejdslivet

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Som modvægt til folkesporten med at nedgøre får kåringer og hyldester en ekstra berettigelse – og her tænker jeg vel at mærke på de seriøse kåringer, hvor der er er brugt tid på at finde ud af, hvem der i særlig grad har gjort sig fortjent til rampelyset netop i år, og ikke de mere kuriøse af slagsen, hvor det gælder om at gøre grin med dem, der har dummet sig mest.

Det er således i min optik vigtigt at sætte pris på og hylde dem, der gør en særlig indsats, går forrest og kan agere rollemodeller for alle os andre, uanset om det er som sjov kvinde på en scene, en særligt talentfuld kunstner, politiker, skribent eller som en dygtig mand på en fodboldbane.

LÆS OGSÅ: På onsdag kåres årets leder for 16. gang

Det er absolut også vigtigt at hylde de ledere, som i særlig høj grad gør et fremragende stykke arbejde på de danske virksomheder – derfor kårer vi i Lederne hvert år Årets Leder baseret på en demokratisk afstemning på Ledernes hjemmeside. I dag uddeles prisen for 16. gang, og dermed ønsker vi nok engang at dvæle ved en leder, der er rollemodel for andre ledere og et forbillede i det danske samfund.

Når man kigger på listen over, hvem der har modtaget prisen de forløbne 15 år, afspejler det, at der er mange facetter i at være en god leder, som udøver god ledelse. Listen tæller således både direktører i private virksomheder og organisationer, koncernchefer, en iværksætter, en oberst og en skoleleder.

Uanset ledelseslag og den type virksomhed eller organisation, man er en del af, handler kåringen af Årets Leder helt grundlæggende om at sætte pris på en leder, som med sit virke har været med til at skabe resultater og gøre en forskel i arbejdslivet. En leder, der med sin indsats kan være en inspirator og rollemodel for alle andre.

LÆS OGSÅ: Fremtiden kan blive meget bedre men det kræver ledelse

Og rollemodeller i arbejdslivet er vigtige at få synliggjort. Man skal bestemt ikke underkende den betydning, det kan have for en virksomhed eller organisation, hvis en af virksomhedens særligt dygtige medarbejdere eller ledere bliver fremhævet og hyldet. Jeg ved fra virksomheder, hvor en medarbejder er blevet hyldet eller kåret for eksempel i branchesammenhæng, at det giver en stor grad af stolthed blandt kollegerne at vide, at John eller Jonna er så gode til deres arbejde, at de nu har fået en pris for det.

Og for nogle år siden mødte jeg en af modtagerne af prisen som Årets Leder, som ud over den stolthed, den pågældende selv følte over at have fået flest stemmer i afstemningen, kunne berette om en medarbejderskare, som slet ikke kunne få armene ned; Dels i stolthed over deres leder – dels og ikke mindst over at opleve omverdens implicitte anerkendelse af de resultater, som medarbejdere og ledere havde skabt sammen.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 22. november 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte