Data er en skattekiste med faldgruber for lederne

Det har været almindeligt at måle på salgsafdelingers resultater i årtier, men de senere års digitale tigerspring har givet nærmest uanede muligheder for også at bruge data til at måle på alle andre dele af virksomheden. Det kan give en række fordele for både virksomhederne og ofte også kunderne, men rummer også en række faldgruber, som den aktuelle sag med Nemlig.com viser.

23. april 2021

- Af Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne. Bragt i Jyllands-Posten den 23. april 2021.

Nemlig.com var en af de store vindere under corona-krisen, hvor titusindvis af danskere for alvor fik øjnene op for at købe dagligvarer på nettet. Men de seneste par uger er det i stedet kritiske historier om ikke mindst arbejdsforholdene for de ansatte på firmaets lager og intensiv brug af data for at måle medarbejdernes effektivitet, som har fyldt i medierne.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er op og ned i den konkrete sag. Og man skal have respekt for den store opgave, det er at tage imod mange nye medarbejdere på kort tid, som Nemlig.com har gjort, ligesom vi ikke skal glemme, at firmaet også løfter en vigtig integrationsopgave ved at tage medarbejdere ind, som er nye på det danske arbejdsmarked.

Men sagen rummer under alle omstændigheder en række interessante perspektiver i forhold til virksomheders brug af data, som er yderst relevante for langt de fleste virksomheder og ledere. Vi skal tænke nøje over, hvad der giver mening at måle på, og hvad der rummer nogle etiske dilemmaer eller kan have negative konsekvenser for arbejdsmiljøet.

Om det er på lageret eller et andet sted i virksomheden, er det helt afgørende, at brugen af data til at måle på processer og medarbejdere altid bindes op på bæredygtig ledelse.

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.

Tidligere var det primært i salgsafdelingen, at medarbejderne blev målt og vejet på deres salgsresultater, som kunne give alt fra en klækkelig bonus til en fyreseddel afhængig af resultaterne. Den hastige digitalisering har imidlertid betydet, at man i dag kan bruge data til at måle på nærmest alle arbejdsprocesser for at sikre højest mulig effektivitet og produktivitet.

Det kan give en lang række fordele for både virksomheder og kunder, som eksempelvis får større sikkerhed for, at de får de rette varer i rette tid. Men som det ses i den aktuelle sag, kan brugen af data til eksempelvis at måle på lagermedarbejderes hurtighed og effektivitet også give en række problemer. Og det giver stof til eftertanke for ledere - ikke bare i dagligvarebranchen, men generelt på det danske arbejdsmarked.

Om det er på lageret eller et andet sted i virksomheden, er det helt afgørende, at brugen af data til at måle på processer og medarbejdere altid bindes op på bæredygtig ledelse. Her tænker jeg ikke blot på økonomisk bæredygtighed, hvor brugen af data naturligvis kan medvirke til at skabe en rentabel virksomhed. Bæredygtigheden indebærer også et ansvar for, at virksomheden har velfungerende medarbejdere, som generelt trives.

Ledelsen skal med andre ord sikre, at brugen af data ikke skader hverken det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø for medarbejderne. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at den høje grad af tillid mellem ledere og medarbejdere på det danske arbejdsmarked er en unik kvalitet, som sikrer os en konkurrencefordel i forhold til virksomheder i mange andre lande.

Derfor må lederne ikke forfalde til at bruge data på en måde, som undergraver den tillidskultur. Ellers kan det i sidste ende både skade virksomhedens produktivitet og omdømme. For i en transparent verden, hvor bæredygtighed – heldigvis – spiller en større og større rolle, skal alle processer og metoder i en virksomhed kunne tåle dagens lys.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk