”Det er kun, hvis vi er parate til at fejle, at vi kan skabe noget nyt og lære noget nyt. Det, vi lærer mest af, er at fejle, og hvis vi tør dele fejlene, tillader vi også, at andre lærer af vores fejl. Alle successer består af tusindvis af fejl, og jo mere, vi forstår det om hinanden og får brudt tanken om, at alt, vi ser på Instagram eller i avisen, er helt rigtigt og uden mellemregninger, jo mindre kommer det til at presse og stresse de unge,” sagde ministeren blandt andet i forbindelse med lanceringen.
Det er et både relevant og sympatisk projekt, Tommy Ahlers har sat ord på. Jeg møder således stadig flere unge, som i snart sagt alle forhold jagter det perfekte og blandt andet tror, at kun er 12-tal er godt nok, og det er i høj grad en tendens, som også gør sig gældende i arbejdslivet.
I mange år har man talt om den såkaldte nulfejlskultur på arbejdspladsen, hvor fejl ikke tolereres, og hvor dét at ramme ved siden af skiven bliver betragtet som et udtryk for manglende evner. Heldigvis er der blandt stadig flere ledere opstået en erkendelse af, at fejl faktisk kan være inspirerende, og at det ikke er så farligt at begå fejl. Og her taler vi vel at mærke både de fejlagtige beslutninger, lederen selv risikerer at træffe, og det arbejde, der udføres af medarbejderne.
I et tillæg til Jyllands-Posten for et par uger siden om ledelse satte dronningens ceremonimester og tidligere oberst i Forsvaret, Kim Kristensen, nogle kloge ord på, hvorfor man som leder i fremtiden skal vænne sig til, at det ofte er bedre at træffe hurtige beslutninger end at være fokuseret på, at beslutningerne altid skal være rigtige.
”Hurtighed bliver et succesparameter. Det kræver modige ledere, som accepterer, at alt ikke bliver 100 procent perfekt, når hastighed er afgørende; Hellere tre gange 80 procent rigtige beslutninger, som betyder hurtigere handlinger end konkurrentens, end ensidigt fokus på det ufejlbarlige,” lød det fra Kim Kristensen, som i parentes bemærket i 2009 af Lederne blev kåret som Årets Leder.
LÆS OGSÅ: Vigtigt at lederne har trivsels-værktøjskassen fyldt op
Selvom bevægelsen går i retning af en større åbenhed over for at begå fejl, er det stadig for mange ledere – både yngre og ældre – grænseoverskridende at acceptere, at de kan begå fejl, og selvsamme ledere kan føle sig voldsomt provokeret, hvis man for eksempel siger til dem, at nulfejlstankegangen risikerer at dræbe innovationen. Men som jeg ser det, er virkeligheden præcis, som Kim Kristensen beskriver den, nemlig at tiden kalder på handlekraft og hurtige beslutninger. Og jeg er helt sikker på, at det er sundere for innovationskraften at tage nogle hurtige chancer, som måske lykkes – måske mislykkes, end det er altid at gennemtænke enhver idé ned til mindste deltalje.
Betyder det så, at vi skal til at acceptere, at der er æblejuice i stedet for skummetmælk i den mælkekarton, vi har med hjem i indkøbsposen fra supermarkedet, og endnu mere grelt, at bremserne på den nye bil måske ikke virker? Selvfølgelig ikke. Et opgør med nulfejlskulturen handler om handle-og beslutningskraft, om tempo og om at se muligheder. Det handler ikke om at gå på kompromis med kvaliteten i de varer, der produceres.
Jeg vil være oprigtig glad, hvis de unge får tankegangen om, at det er ok at begå en fejl, ind under huden, inden de gør deres entré på arbejdsmarkedet. Alt er faktisk ikke så smukt og perfekt, som man nogen gange får indtrykket af i Instragram-tidsalderen, hvor selv de fineste billeder lige får et filter for at se endnu mere perfekt ud, og måske er det ikke den student, som springer ud med lutter 12-taller på eksamensbeviset, der senere får de bedste og mest originale ideer.
Det kan godt være, at udtrykket ”man lærer af sine fejl” har mange år på bagen, men det er præcis lige så gangbart i dag, som det altid har været. Det skal bare i 2019 have den tilføjelse, at ”man lærer endnu mere, hvis man også er åben om sine fejl”.
