Ledere og verdensmål

Fokus på verdensmålene styrker virksomhedernes konkurrenceevne, blandt andet når det gælder kampen om de unge talenter, mener medlemmer af Lederne.

10. september 2019

Knap syv ud af ti ledere arbejder i dag med et eller flere af FN’s verdensmål. Det viser en rundspørge til lidt over 700 medlemmer af Lederne.

Cirka halvdelen af de ledere, som har svaret, mener, at virksomhedens arbejde med verdensmålene er en forudsætning for at være konkurrencedygtig i fremtiden. Det gælder blandt andet i kampen om de unge talenter, som der er voldsom rift om i disse år.

De virksomheder og offentlige institutioner, som vælger at arbejde med verdensmålene, gør det primært, fordi de ønsker at tage et større samfundsansvar. Det er den hyppigste årsag, som to ud af tre af lederne i undersøgelsen sætter kryds ved.

"Jeg kan kun være glad for, at danske ledere gerne vil gøre en forskel. Det er et rigtigt godt udgangspunkt for at arbejde med verdensmålene. Men hvis lederne for alvor skal rykke noget, er det nødvendigt, at bæredygtighed bliver en del af virksomhedernes strategi, og at der konsekvent følges op på indsatsen.

Verdensmålene skal ikke være noget, virksomhederne kun arbejder med som en isoleret CSR-aktivitet. Det skal være noget, virksomhederne indarbejder i deres kerneforretning, fordi det giver en konkurrencefordel, ikke mindst i en fremtid, hvor efterspørgslen efter nye miljø- og klimavenlige løsninger forventes at vokse", slutter Bodil Nordestgaard Ismiris.