Flertal af arbejdspladser har indført mere hjemmearbejde

På seks ud af ti arbejdspladser, hvor hjemmearbejde er en mulighed, har man valgt at udvide mulighederne for at arbejde hjemmefra, viser ny undersøgelse fra Lederne. 

09. september 2021

Hjemmearbejde er kommet for at blive. Det peger en ny undersøgelse fra Lederne på.

I undersøgelsen indgår der svar fra 975 ledere, som er på en arbejdsplads, hvor medarbejderne har arbejdsopgaver, der er mulige at løse hjemmefra. Heriblandt er det på tre ud af fire arbejdspladser, hvor medarbejderne i dag skiftes mellem at arbejde hjemmefra og på arbejdspladsen, mens 23 procent har holdt fast i, at medarbejderne skal møde op på kontoret. På de resterende to procent af arbejdspladserne arbejder medarbejderne udelukkende hjemmefra.

Samtidig viser undersøgelsen, at flertallet af medarbejderne arbejder hjemmefra én til tre gange om ugen.

- Det giver en bedre balance i hverdagen for mange medarbejdere, at de får muligheden for at tage en dag eller to hjemmefra, og det resulterer så samtidig i en højere medarbejdertilfredshed- og trivsel, som ofte kommer virksomheden til gavn, da trivslen hænger sammen med både produktiviteten, effektiviteten og fastholdelsen af medarbejderne, forklarer Signe Tønnesen, der er chefkonsulent i Lederne.

- Samtidig kan vi også se, at muligheden for hjemmearbejde på mange arbejdspladser er blevet et vigtigt rekrutteringsværktøj. Det er attraktivt og man kan rekruttere geografisk bredere. Så muligheden for hjemmearbejde kan være en kæmpe win-win for begge parter, siger hun.

Arbejdspladserne indfører mere hjemmearbejde

I Ledernes undersøgelse er lederne ikke alene blevet spurgt ind til, hvordan medarbejdernes arbejdsgang er i dag, men også hvordan den var før coronakrisen, og her afslører tallene, at ikke mindre end seks ud af ti arbejdspladser har indført markant mere hjemmearbejde nu, end de havde før krisen.

Mere præcist svarer 30 procent af lederne, at hjemmearbejde var en mulighed for medarbejderne også før krisen, men at den ikke blev brugt, mens 24 procent svarer, at hjemmearbejde kun var muligt ved særaftaler. Endeligt fortæller 5 procent af lederne, at medarbejderne slet ikke fik lov til at arbejde hjemmefra før coronakrisen, men altså har muligheden nu.

40 procent af lederne svarer, at hjemmearbejde blandt medarbejderne også var normalt før coronakrisen.

- Det er super godt at mere end halvdelen af de arbejdspladser, som har medarbejdere, der kan udføre deres arbejdsopgaver hjemmefra, nu har valgt at indføre eller bruge muligheden for hjemmearbejde mere efter erfaringerne under coronakrisen. Det fungerer for virksomheden både i forhold til medarbejdernes produktivitet og effektivitet, og så efterspørger medarbejderne det selv i høj grad, siger Signe Tønnesen.

Signe Tønnesen pointerer dog, at det er vigtigt, at man som arbejdsplads gør sig nogle overvejelser om omfanget af hjemmearbejde, hvis man ikke vil opleve de ulemper, der kan være ved hjemmearbejde:

- Nøgleordet med hjemmearbejde er at finde den rette balance og at udnytte fordelene som både kontoret og hjemmekontoret tilbyder. Vi ved, at lederne oplever, at der kan gå væsentlig vidensdeling tabt blandt medarbejderne og på tværs af afdelingerne, når medarbejderne arbejder hjemmefra, hvis man som leder ikke tager højde for det. Derfor er det også vigtigt, at man ikke bare ureflekteret åbner op for hjemmearbejdet, siger hun.

Ifølge Ledernes chefkonsulent giver hjemmearbejde mulighed for fordybelse og fravær af afbrydelser, hvilket kan være en fordel med mange arbejdsopgaver, mens andre opgaver løses bedst på kontoret og i fællesskab med andre. Derfor må det også altid i sidste ende være lederens vurdering – selvfølgelig i dialog med medarbejderen – om en medarbejder kan arbejde hjemmefra; og i så fald hvor meget.

- Det er vigtigt, at man som arbejdsplads gør sig nogle generelle overvejelser omkring hjemmearbejde, men man kan ikke lave regler og retningslinjer, der vil fungere på alle arbejdspladser og for alle medarbejdere. Man bliver nødt til at kigge på de enkelte medarbejdere, deres præferencer og deres arbejdsopgaver. For selvom hjemmearbejde har mange fordele, er det også en særlig disciplin at arbejde hjemmefra. For nogle fungerer det rigtig godt, mens andre har svært ved at koncentrere sig og holde fokusset derhjemme, siger hun.

Kontaktoplysninger

Diana Bergenser
Diana Bergenser
Presse- og analysekonsulent
Mobil: 2399 4962
E-mail: dib@lho.dk
Signe_Tønnesen_mini_portræt
Signe Tønnesen
Chefkonsulent
Mobil: 2428 2476
E-mail: smt@lho.dk