Nye anbefalinger: Nu kan du og dine medarbejdere komme hurtigere tilbage på kontoret

Sundhedsstyrelsen har nedsat deres anbefaling om selvisolation fra syv til fire dage.

21. januar 2022

Corona: Nu kan du komme tidligere tilbage

Er du testet positiv for corona, men har ingen eller kun lette symptomer, kan du bryde din selvisolation efter fire dage – også selvom du ikke har været symptomfri i 48 timer.

Sådan lyder Sundhedsstyrelsens nyeste anbefalinger.

Desuden skal nære kontakter til smittede ikke længere gå i selvisolation – heller ikke hvis du bor sammen med den smittede – og det uanset vaccinestatus.

Baggrunden for de ændrede anbefalinger er, at der lige nu er op til 40.000 dagligt smittede. Det har betydet, at et stort antal personer skulle i selvisolation i længere perioder. Og det gør det ifølge Sundhedsstyrelsen svært at opretholde væsentlige samfundsfunktioner.

”Den senere tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere,” siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

”Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge,” siger hun.

Se vores gode råd og vejledning i forbindelse med corona