Når du ombytter, skal kunden have en ny vare magen til den gamle. Det er en forudsætning, at en ombytning er uden udgift og væsentlige ulemper for kunden.
Du kan tilbyde at ombytte en vare, hvis du stadig har varen på lager, eller hvis det er muligt at skaffe den hjem inden for rimelig tid. Varen skal være magen til den vare, som kunden oprindeligt købte. Samme mærke, samme model, samme farve.
Hvis du ikke kan skaffe en ny vare til kunden
Kan du ikke skaffe en ny vare til kunden, skal du betale købesummen tilbage. Hvis kunden accepterer det, kan du ombytte varen til en anden eller nyere model.
Hvis kunden ønsker en nyere model
Ønsker kunden en nyere model, selvom du godt kan skaffe den gamle, skal kunden betale en eventuel prisforskel.
Du må kun ombytte med nye varer
Hvis du har en renoveret vare på lager, har kunden ikke pligt til at tage imod den. Når du ombytter, skal det være med nye varer.
En ombytning skal ske inden for rimelig tid
Når du bytter, skal det ske inden for rimelig tid. Hvis du er for længe om at skaffe den nye vare hjem, kan kunden i stedet bede om at hæve købet. Ved ombytning af en vare, får kunden en ny 2-års reklamationsfrist fra ombytningsdagen.
Hvis varen skal repareres
Har en kunde klaget over mangler, er det en forudsætning, at varen bliver repareret inden for rimelig tid. Hvis det tager for lang tid at reparere varen, må du i stedet tilbyde en ombytning.
Hvis en ombytning heller ikke sker inden for rimelig tid, kan kunden forlange at få sine penge tilbage. Hvad der er rimelig tid, afhænger af konteksten – fx omfanget af varens mangel, hvorvidt den skal tilbage til en leverandør, eller om du selv reparerer varen.
Du har som udgangspunkt ét forsøg til at reparere varen. Hvis det ikke lykkes, skal du ombytte varen, eller betale pengene tilbage til kunden.
Du kan købe dig selv lidt tid ved at udlevere en lånegenstand i reparationsperioden.