Videopræsentation

I takt med den digitale udvikling stiger brugen af videopræsentationer både i forbindelse med rekrutteringsprocesser og ikke mindst som supplement til at øge egen synlighed på de sociale medier. Få gode råd til, hvordan du bedst laver en professionel videopræsentation.

Videopræsentation

En videopræsentation kan få dig til at skille dig ud fra mængden, og den kan være medvirkende til, at du kan underbygge nogle af dine faglige kompetencer. Samtidig får du en unik mulighed for at vise noget af din personlighed.

En videopræsentation tager tid at lave, så hav tålmodighed og vær kritisk, når du evaluerer videoen, inden du sender den afsted eller uploader den på de sociale medier.

Forberedelse er afgørende

Det kan være nemt at optage en video, da de fleste har en smartphone lige ved hånden, men hvis du gerne vil fremstå professionel, bør du forberede dig på flere områder:

Læs mere

Hvad er formålet?

Du bør overveje, hvem din målgruppe er. Hvem skal modtage din video, og hvilket indtryk vil du gerne efterlade?

Hvad skal videoen indeholde?

Indholdet i din video kan variere, da der er forskel på, om du har fået en bunden opgave, hvor du svarer på en konkret jobannonce, eller om du bruger din video som understøttende materiale til netværksaktiviteter og personlig branding. En video bør ikke overskride to minutter.

Du kan strukturere indholdet i din video efter følgende model:

  • Anslag: Start med at fange din modtagers opmærksomhed ved eksempelvis at komme med et klart budskab om, hvad din video handler om. 

  • Dit bidrag: Du skal fortælle, hvilken værdi du kan tilføre virksomheden. Her kan du udvælge nogle særlige kompetencer, som kan være relevante at sætte i spil i forhold til de opgaver, du kan løse for virksomheden. Kom gerne med konkrete eksempler, som gør det mere levende. 

  • Afslutning: Afrund med at fortælle noget om dig selv som kollega, medarbejder og gerne lidt personligt, de kan huske dig på.

Teknikken omkring optagelsen

Du kan sagtens bruge din smartphone til at optage din video med. Du skal blot sørge for at stille den fra dig, så det ikke bliver en ”selfie”, du optager. Vær opmærksom på lys, lyd og kameravinkel, når du optager, så dit ansigt er tydeligt i videoen, og så din tale ikke afbrydes af støj. Vær især opmærksom på, at lyden går klart igennem.

Vær også opmærksom på, hvad der er i baggrunden af din optagelse. Du kan for eksempel iscenesætte baggrunden med fagrelevante rekvisitter. Baggrunden i din video kan påvirke, hvilket signal du sender. Den må ikke tage opmærksomheden fra dig og dit budskab.

Overvej undertekster

De fleste videoer på de sociale medier afspilles uden lyd. Det kan derfor være en fordel, hvis du har undertekster på din video, så du øger muligheden for komme ud med dine budskaber, fange modtagerens opmærksomhed og få flere relevante visninger af din video.

Du kan også vælge, om du skal optage videoen på engelsk med danske undertekster eller omvendt. Naturligvis afhængig af, hvilken målgruppe du henvender dig til.

Øvelse gør mester

Du kan med fordel lave et manuskript, eventuelt i stikord, så der kommer et godt flow i din præsentation. Øv dig på teksten ved at læse den højt flere gange, til det lyder naturligt og professionelt. Tag også tid på det, så du sikrer dig, at det ikke overskrider to minutter. 

Vær opmærksom på dit kropssprog

På en video kommunikerer vi både med kroppen og med vores stemme. Tænk derfor på, hvordan du gerne vil fremstå. Tænk over din påklædning og din stemmeføring, så du fremstår professionel og autentisk. 

Fem gode råd, når du skal lave en videopræsentation

  1. Forbered dit budskab, så det bliver tydeligt og henvender sig til din udvalgte målgruppe.
  2. Stå op, når du optager, og kig ind i kameraet – forestil dig, du skaber øjenkontakt.
  3. Smil, træk vejret roligt og tal klart og tydeligt.
  4. Iscenesæt din video – tænk over, hvordan du gerne vil sælge dig selv.
  5. Benyt undertekster til at understøtte dit budskab.