Tjekliste til dig, der skal forlade din arbejdsplads

Når du skal sige farvel til en arbejdsplads – hvad enten du selv har sagt op, eller du er blevet opsagt – er det vigtigt at vide, hvordan du skal forholde dig til fx telefon, mail, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Tjekliste: Det skal du være opmærksom på, når du skal forlade din arbejdsplads

Din mobil, PC og andre devices

For de fleste medarbejdere er computer og telefon et arbejdsredskab, som man i tilfælde af fritstilling skal returnere til sin arbejdsgiver.

Men hvis du også bruger din telefon og andre arbejdsredskaber til private formål, betragter man det som løngoder. Her gælder det, at du i en opsigelsesperiode enten kan bevare rådighed over telefon mm., eller at din arbejdsgiver kan kræve at få det retur, hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt eller lignende. Gør vedkommende det, har du ret til at få økonomisk kompensation, der svarer til den skattemæssige værdi i perioden. I forhold til fri telefon har SKAT sat en fast takst på 3.100 kroner pr. år, det svarer til en skattemæssig værdi på 258,33 kroner pr. måned.

Loyalitet og tavshedspligt

Du har pligt til at være loyal over for din arbejdsgiver. Din loyalitetspligt gælder også, hvis du bliver fritstillet eller suspenderet i forbindelse med en opsigelse. Der gælder desuden særlige regler om tavshedspligt. 

Overtræder du loven, kan du risikere bortvisning, erstatning, betaling af godtgørelse fastsat af domstole og i sidste ende en straf. 

I nogle kontrakter ser vi også, at brud på tavshedspligten er sanktioneret med en konventionalbod, det vil sige et fastsat kompensationsbeløb, du skal betale, hvis du overskrider tavshedspligten.

Læs mere om din loyalitets- og tavshedspligt

Dit telefonnummer

Nogle medarbejdere medbringer deres private telefonnummer, når de tiltræder et nyt job. Hvis du skal være sikker på, at du kan få det samme nummer med dig, når ansættelsesforholdet ophører, er det vigtigt – før opsigelsen – at have en skriftlig aftale om det.

Din mail

Hvis du arbejder i din opsigelsesperiode, og det er en naturlig del af dit arbejde at tjekke mails, så vil din arbejdsgiver typisk forvente, at du også i din opsigelsesperiode tjekker din indbakke. 

Er du derimod fritstillet, må du ikke uopfordret logge ind og tjekke mails, da du ikke længere har en berettiget interesse i at gå på din arbejdsmail.

Når du er stoppet helt, skal din arbejdsgiver sætte et autosvar, som kan bruges i en periode efter din fratrædelse. Her skal der står, at du er fratrådt. Efter et stykke tid skal din mail lukkes. Datatilsynet har lavet retningslinjer for håndtering af fratrådte medarbejderes mail. Her hedder det, at en mailkonto kun må holdes åben i så kort en periode som muligt og højst i 12 måneder efter, at medarbejderen har forladt arbejdspladsen.  

Læs mere om datatilsynets retningslinjer

Mails og billeder

Hvis du er fristillet, og du har private mails, billeder eller andet, er det en god ide at aftale, hvornår og hvordan du kan få dem overført.

Husk, at telefonen tilhører din arbejdsgiver, og at du kun har den til låns. Derfor er det en god ide med jævne mellemrum at gemme dine private billeder mm. på en computer, som ikke tilhører virksomheden. 

OBS: Som opsagt må du ikke slette din arbejdsgivers materiale. Det kan medføre bortvisning.

Læs om bortvisning

Sociale medier

Så længe du er på lønningslisten hos en virksomhed, har du en loyalitetsforpligtelse over for virksomheden. Det gælder også, når du er fristillet eller suspenderet. At du har en loyalitetsforpligtelse indebærer bl.a., at du ikke må miskreditere virksomheden eller på andet måde stille virksomheden i dårligt lys – heller ikke på sociale medier.

Læs også om din loyalitets- og tavshedspligt

I forhold til din egen LinkedIn-profil bør du senest på fratrædelsesdatoen ændre din status, så du ikke længere står som ansat i virksomheden. Hvis du vil ændre det før, bør du afstemme det med din arbejdsgiver. Særligt hvis det kan skabe uro, at du stopper, skal I lige aftale, om det er en god idé, at nyheden bliver ”breaket” på sociale medier.

Hvis du er fritstillet, kan både du og din arbejdsgiver have en interesse i, at LinkedIn er retvisende, hvis det øger din mulighed for at finde andet arbejde. På den måde kan virksomheden også i visse situationer foretage modregning i din løn for anden indtægt i fristillingsperioden. Det er dog stadig de færreste virksomheder, der tager stilling til en opsagt medarbejders LinkedIn-profil, men det hænder.

Dine medarbejdere

Hvis du bliver opsagt, har du ikke ret til at sige farvel til medarbejderne. Men i praksis har den enkelte virksomhed dog en interesse i, at samarbejdet bliver afviklet på en så ordentlig måde som muligt. Så ofte kan det godt lade sig gøre at få sagt ordentligt farvel. Under alle omstændigheder er det anbefalelsesværdigt, at parterne får aftalt, hvad der meldes ud (såvel internt som eventuelt eksternt), hvornår det sker, og om der vil være mulighed for en egentlig afsked.

Hvis dine medarbejdere opsøger dig for at sige farvel, skal du huske, at du fortsat er underlagt din loyalitetsforpligtelse og derfor ikke må miskreditere virksomheden – heller ikke ledelsen. Husk i øvrigt også, at de øvrige medarbejdere kan føle sig ”klemt”, hvis du lader følelserne tage overhånd. De har stadig en relation til arbejdspladsen, som skal bevares.

Kunder og samarbejdspartnere

Hvis du i din stilling har haft en tæt samarbejdsrelation med kunder og/eller øvrige samarbejdsrelationer, er det vigtigt at huske, at relationerne ikke er ”dine”, men derimod hører hjemme i virksomheden. Det er derfor ikke altid en mulighed, at du får sagt farvel til disse relationer.

Bliver du kontaktet direkte af en kunde/samarbejdsrelation, skal du være opmærksom på din loyalitetsforpligtelse, herunder at kunden/samarbejdsrelationen sandsynligvis skal fortsætte samarbejdet med virksomheden. 

Læs mere om din loyalitets- og tavshedspligt 

5 gode råd ved opsigelse

Der er altid en chance for, at du med tiden møder relationer fra tidligere ansættelsesforhold, derfor er det en god ide at forlade et ansættelsesforhold på en ordentlig måde.

I tilfælde af en opsigelse anbefaler vi, at du hurtigst og så vidt muligt får:

  1. Kontaktet Lederne og får hjælp – vores jurister kan blandt andet tjekke din opsigelse

    Få tjekket din opsigelse 
  2. Afklaret hvordan opsigelsesperioden skal forløbe
  3. Sagt farvel til kolleger og medarbejdere på ordentlig og saglig vis 
  4. Ryddet op i aktuelle opgaver, men undlader at slette arbejdsgivers materiale 
  5. Sikret overdragelse af de vigtigste opgaver til enten din afløser eller din leder

Online kursus i coaching og konflikthåndtering

På kurset lærer du at bruge coaching til at løse konkrete ledelsesudfordringer. Du får både et teoretisk fundament og praktisk træning i at bruge specifikke samtaleredskaber.