Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Supplerende dagpenge

Hvis du arbejder på deltid, har du mulighed for at få supplerende dagpenge for de timer, du er ledig.

Du har mulighed for at få supplerende dagpenge, hvis du ikke har et fuldtidsarbejde og herudover lever op til nogle specifikke krav. Læs mere om reglerne for supplerende dagpenge her på siden.

Fortæl mig mere

Ansøg om supplerende dagpenge

Du kan søge om at få supplerende dagpenge i 30 uger, hvis du har løn og indtægter for 145,53 timer eller mindre i måneden. De supplerende dagpenge kan dermed udgøre forskellen mellem de timer, du får løn for og normal fuldtid på dagpenge, som er på 160,33 timer per måned. For at vi kan udbetale dagpenge til dig, skal der dog mindst være 14,8 timer at udbetale for. Du skal stadig opfylde de generelle betingelser, der er for at få dagpenge og stå til rådighed for arbejdsmarkedet på samme måde, som hvis du ikke arbejdede. Det betyder blandt andet, at du skal kunne starte på et fuldtidsjob med dags varsel, hvis du får det tilbudt. Du skal også søge jobs aktivt, være registreret i jobcenteret og komme til møder hos os eller dem. Vi kan sagtens finde tider, der kan tilpasses dit arbejde.

Læs mere om retten til dagpenge

Ansøg om supplerende dagpenge

Husk din frigørelsesattest

Når du får supplerende dagpenge, skal din arbejdsgiver skrive under på den blanket, der hedder en frigørelsesattest. På den måde kan du dokumentere, at du er klar til at tage et job med flere timer. Er du ansat uden opsigelsesvarsel, er der dog ikke krav om en frigørelsesattest. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har et opsigelsesvarsel (det kan være bestemt i enten lov, overenskomst eller din kontrakt), så kontakt os endelig. 

Du kan få supplerende dagpenge fra første dag med deltidsarbejde, hvis vi modtager frigørelsesattesten fra dig senest fem uger efter din første arbejdsdag/ansættelsesdag. Får vi den senere end det, kan du først få supplerende dagpenge fra den dag, vi modtager attesten.

Udfyld frigørelsesattest

Hvor længe kan jeg få supplerende dagpenge?

Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger indenfor 104 uger, hvis du i øvrigt har ret til dagpenge.

Det er kun uger, hvor du har løntimer, men færre end 37 timer, og hvor du får udbetalt dagpenge i måneden, som tæller med i de 30 uger. Hvis du arbejder i turnus, vagtplan eller er i arbejdsfordeling – så tæller alle uger med. Hvis du når de 30 uger midt i en måned, vil du stadig kunne få supplerende dagpenge for resten af den måned. Når du har opbrugt din ret til supplerende dagpenge, vil uger hvor du arbejder medføre fradrag i dagpengene på mindst 37 timer.

Du kan genoptjene ret til supplerende dagpenge, hvis du har mindst seks måneder med mere end 146 løntimer indenfor 12 måneder, efter du opbrugte retten til supplerende dagpenge.

Kontakt A-kassen

Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du får et deltidsarbejde og ønsker at få supplerende dagpenge. Herudover anbefaler vi, at du læser mere om reglerne for supplerende dagpenge i vores pjece.

Download pjecen supplerende dagpenge

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål

Opdateret: 10.07.2017

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback