Månedens anbefaling

Hvem går du til, når du skal have tips til eminente bøger? På LEDELSE i DAG har vi allieret os med nogle af vores yndlingsforfattere på ledelsesfeltet, som kommer med deres bud på, hvilken bog du bør læse. Denne gang kommer anbefalingen fra Mads Faurholdt 

29. maj 2019

Mads Faurholt, Månedens anbefaling Gyldendal, Ledelse i dag, juni, 2019

Hvilken ledelsesbog er den bedste?
Memos from the Chairman af Alan (Ace) C. Greenberg er klart en mine yndlingsbøger inden for ledelse. Sammen med Lars Tvedes og min bog, Iværksætter, og Principles af Ray Dalio er det en af de bøger, jeg har givet ud flest gange til både medarbejdere og forretningspartnere.

Hvorfor er den god/hvorfor vil du anbefale andre den?
Som titlen antyder, er bogen en samling af 30 års memoer, som den tidligere Bear Stearns-direktør og bestyrelsesformand, Ace Greenberg, sendte til hele deres organisation. Aces memoer er fokuseret på et par enkelte, meget basale og klokkeklare principper, som kommunikeres sjovt, visuelt og praktisk. Han har en stærk tro på, at hvis vi vil gøre de store ting rigtigt, så skal vi starte med at få styr på de små. Et af de bedste eksempler på hans tankegang er, at han konstant minder folk om, at de skal ringe tilbage, når nogen ringer til dem.

Hvad kan bogen?
Der er særligt to tilbagevendende temaer, der i mine øjne rammer plet. Det første er, at organisationen skal holde fokus på det simple og ikke lade sig præge af, hvad konkurrenter gør. Det andet er et konstant fokus på "underspend and over-invest", hvilket er et princip, vi har adopteret som hjørnesten i min egen organisation. 

Et godt eksempel på det sidstnævnte princip er, da Ace instruerer sin indkøbsafdeling i at holde op med at indkøbe papirklips, da han har fundet ud af, at Bear Stearns modtager flere breve med papirklips, end de sender. I stedet for at købe nye papirklips, kan de derfor sælge de overskydende på en auktion.

Hvornår læste du den?
Jeg læste Memos from the Chairman for første gang, da jeg lige var startet hos McKinsey.

Hvad har du brugt bogen til efterfølgende?
Jeg har læst den seks gange siden i takt med, at min rolle har udviklet sig mere og mere til en, der minder om Aces – nemlig at holde vores organisation fokuseret på nogle klare principper og kommunikere klart til mine kollegaer om, hvad vi skal gøre i dag, i morgen og om et år. I den sammenhæng har jeg ofte brugt bogen til at minde mig om, at vi skal have styr på detaljerne og holde fokus på vores principper for at nå vores mål.

Om Mads Faurholdt

Mads Faurholt er en af Danmarks mest kendte og profilerede serieiværksættere. Han har startet mere end 20 virksomheder inden for alt fra ecommerce til finansielle services og uddannelse. Mads har sin bachelor fra Copenhagen Business School og sin MBA fra Massachusetts Institute of Technology’s Sloan School of Management. Mads har derudover arbejdet for management-konsulentfirmaet McKinsey i Schweiz.

Læs denne måneds artikler

Vil du have mere indhold som dette?

Ledelse i Dags nyhedsbrev

Modtag artikler, videoer og nyheder fra Ledelse i Dag direkte i din indbakke 10 gange om året.