Det nødvendige mål er alt for ambitiøst
Sebastian Mernild ser derfor også en mulighed for, at vi begrænser vores transport og forbrug ”post corona”. Ét middel på vejen mod at holde de globale temperaturstigninger nede.
Med den nuværende politiske køreplan er det realistisk, at temperaturstigningerne i 2100 lander på mere end tre grader over det førindustrielle niveau – et niveau, der ligger noget over det politiske mål på maksimalt halvanden grads stigning, som blev vedtaget med Parisaftalen i 2015.
Det politiske mål om at holde temperaturstigningerne under halvanden grad understøttes af den faglige vurdering fra FN’s klimapanel, IPCC. Et budskab, som klimapanelet har gentaget i deres seneste specialrapporter i 2018 og 2019.
Sebastian Mernild er én af hovedforfatterne til den sjette hovedrapport fra IPCC, der kommer i 2021, og som ventes at sætte endnu flere streger under konklusionen: Det står skidt til, og det bliver værre i fremtiden, når verdenen varmer yderligere op. Derfor skal der yderligere politisk handling til for at holde os under to grader, vurderer han.
»Men som forholdene er nu, så må vi erkende, at Parisaftalen politisk set er alt for ambitiøs i forhold til, hvad politikerne globalt set bringer til forhandlingsbordet«, fortæller klimaprofessoren.
Han mener ikke, at politikerne har forstået alvoren i, hvor stort et omfang, vi skal reducere i globalt.
»Som tingene er i dag, når vi det ikke. Vi er på vej mod en stigning på mellem 3,2-3,6 grader. Og selv om jeg er bekymret, er jeg også realist«, fortæller Sebastian Mernild og uddyber:
»Hvis vi skal nå målsætningen, skal vi reducere vores globale udledninger med over syv procent hvert år frem til år 2030. For at sætte det i perspektiv, så er udledningerne steget med cirka halvanden procent om året i de sidste mange årtier. Det er som at få et kæmpestort containerskib i fuld fart til pludseligt at sejle baglæns – det er en umulig opgave!«, lyder den dystre konklusion fra klimaprofessoren.
En halv grad betyder noget
Hvor vigtigt er det så, om temperaturen stiger med en, to eller tre grader globalt? Kan det overhovedet mærkes? Og kan det mærkes i Danmark?
»FN’s klimapanel udgav en rapport i 2018, der viste, at selv en halv grads forøgelse af den globale middeltemperatur giver markante forandringer. For eksempel stiger antallet af ekstreme hændelser – storme, skybrud og sådan noget – der kommer ændringer i udbredelsen af havis, og det går ud over biodiversiteten«, siger Sebastian Mernild og giver et konkret eksempel:
»I en halvanden grad varmere verden vil 70 procent af koralrevene være væk. I en to gader varmere verden vil 99 procent være væk«, fortæller han.
Samtidig gør feedbackmekanismerne det hele endnu værre. Feedbackmekanismerne viser sig eksempelvis ved, at den is, der normalt kaster solens stråler tilbage, smelter og derfor kaster færre solstråler tilbage – temperaturen stiger, isen smelter og igen færre solstråler kastes tilbage. Derfor er der flere solstråler til at varme jorden yderligere op. Dermed smelter endnu mere is og så fremdeles.
Temperaturstigningerne bliver altså boostet, når temperaturerne stiger. Derfor er det vigtigt at holde stigningen så lav som muligt.
»Mange kigger ud af vinduet og ser, at solen skinner og tænker: ”Klimaforandringerne berører ikke mig”. Men klimaforandringerne berører også os i Danmark«, siger Sebastian Mernild.
Han fortæller, at vi i de sidste 12 måneder har set den tredjestørste mængde nedbør siden 1874. Nedbør, der har haft alvorlige konsekvenser for blandt andet Fyn og Østjylland, hvor åer er løbet over deres bredder, og vandet er løbet ind i mange menneskers kældre.
»Så bliver det pludselig ret konkret, og man bør som leder generelt tænke mere over klimaforandringerne i sin planlægning. Et andet eksempel er det varme og tørre vejr tilbage i 2018, der ifølge Landbrug & Fødevarer har kostet landbruget omkring seks til syv milliarder kroner«, fortæller klimaprofessoren.