Når du bliver irriteret på andre, handler det måske mere om dig selv

Hvordan påvirker dine personlighedstræk og din adfærd andre – og omvendt? Ved at se indad og blive klogere på dine kvaliteter og udfordringer, kan du styrke samarbejde og trivsel i dit team og mindske risikoen for konflikter.

Mand og kvinde snakker og smiler
Du kan ikke undgå at støde på personer i din karriere, som irriterer dig. Måske er du en energisk leder – til tider lidt utålmodig – og kan have det svært med meget detaljeorienterede medarbejdere, fordi du føler, at de er for kritiske eller sænker processen. Det kan gøre samarbejdet vanskeligt og endda ende ud i konflikter. Men ved at se indad og blive klogere på dig selv, kan du mindske konflikterne. Det kan i sidste ende være med til at styrke trivslen og relationen med dine medarbejdere og kolleger. 

God trivsel starter med lederen selv

God trivsel starter med bevidste ledere. At du som leder går forrest og skaber positive forandringer ved at bringe dig selv i spil. Det er med til at opbygge en psykologisk tryghed og åbne for dialog, hvilket i sidste ende styrker trivslen for alle – både dig og dine medarbejdere.

Men det kræver selvindsigt at gå forrest. At du kender dine styrker og svagheder og at du ved, hvordan din adfærd påvirker omgivelserne. Til det kan du bruge Kernekvadranten.

Kernekvadranten er et udviklingsværktøj, der kan give dig en dybere indsigt i, hvordan din adfærd påvirker andre og omvendt. Du kan blive mere bevidst om dine handlemønstre, dine styrker, og hvordan du skaber en bedre balance. Så du er godt klædt på til at arbejde med trivsel i dit team.

Mød Sørens kernekvadrant

Et tænkt eksempel kunne være lederen Søren. Sørens kernekvadrant viser, at han er en meget tillidsvækkende person, hvilket er Sørens kernekvalitet. Men Sørens faldgrube er, at han ofte opfattes som harmløs, fordi han er så rar. Sørens udfordring er at være mere direkte. Men Søren opfatter ofte direkte mennesker, som meget bryske og hårde i filten – hvilket er hans allergi. Derfor kan Søren have en tendens til at opleve kolleger, der er meget direkte som en irritation.

Ved at udfylde Kernekvadranten, får du – ligesom Søren – mulighed for at stoppe op og tænke over, hvordan du egentlig er som leder og person, og hvordan du virker på andre mennesker, på godt og ondt. Og så gør Kernekvadranten dig klogere på, hvilke personlighedstræk hos andre, du ofte reagerer negativt på – altså såkaldte ’allergier’. I sidste ende handler det om at anerkende og udnytte forskellighederne i dit team, så samarbejdet styrkes og trivslen er i top.

Brug kernekvadranten i din organisation

Du kan bruge Kernekvadranten til at udvikle og understøtte ledelsesgruppen eller dit team. Du kan fx introducere den som et udviklingsværktøj, der kan styrke samarbejde, forståelse, tryghed og tillid i afdelingen eller ledergruppen. 

Kernekvadranten er et godt udgangspunkt for at give feedback til dine medarbejdere. Du kan med fordel bruge både din egen og dine kollegers kernekvadrant i jeres 1:1 dialog. Eller bruge den sammen med en større medarbejdergruppe til at skabe mere tillid og tryghed blandt medarbejderne. Et øget kendskab til hinanden kan bane vejen for et tættere samarbejde og mindske konklifter.