Gode råd fra leder og medarbejder: Kernekvadranten styrker samarbejde, rummelighed og forståelse

Rikke Bay Haabers er meget innovativ – og det er der brug for i hendes job som leder. Men når det innovative mindset tager overhånd, aktiverer hun medarbejder Mia Christensens allergi. Rikke bliver nemlig alt for speedy og ukonkret til Mia. Heldigvis har de i Rikkes team arbejdet med Kernekvadranten, og i dag ser de hinandens forskelligheder som den største styrke i teamet.

I PFA har man det sidste år arbejdet aktivt med Kernekvadranten. Det gælder også i Rikke Bay Haabers team. Rikke er chef for afdelingen Strategisk Sundhed og oplevede i kølvandet på corona, at der var brug for at fokusere på trivslen i afdelingen. Selv blev Rikke introduceret for Kernekvadranten og dens kvaliteter ved en lederuddannelse.

Rikke og Mia PFA - Kernekvadranten

Hvad er Kernekvadranten?

Kernekvadranten er et gratis værktøj, der er udviklet til ledere og medarbejdere, der vil sætte fokus på trivsel i arbejdslivet.

Med Kernekvadranten får du en dybere indsigt i, hvordan din adfærd påvirker andre og omvendt. Det er en metode, der gør dig klogere på de egenskaber, der er en del af din kerne. Den du er, og den måde du naturligt handler på. Så er du godt klædt på til at arbejde med trivsel i dit team.

Prøv Kernekvadranten

Fold ud

”Kernekvadranten gjorde mig klogere på mig selv, og jeg blev i højere grad bevidst om mine faldgruber. Det er et værdifuldt værktøj, der hjælper os til at forstå os selv udefra - det er ikke altid rart, men det er en nødvendighed, for at vi udvikler os. Den indsigt ville jeg gerne give videre til mit team”, fortæller Rikke.

Derfor præsenterede hun Kernekvadranten for sine medarbejdere – herunder Mia Christensen. Og det var med stor succes, understreger både Rikke og Mia.

”For mig har det været utrolig givtigt at kende mine kolleger og leders faldgruber og allergier. Det har fx gjort mig klarere på, hvad jeg skal være tydeligere i at efterspørge fra Rikke. Og så oplever jeg, at det har skabt en større rummelighed i afdelingen, at vi kender til hinandens udfordringer”, siger Mia, hvorefter Rikke supplerer. 

”Jeg reflekterer meget over min egen og medarbejderes kernekvadrant i det daglige. Jeg er fx meget innovativ, men tager det overhånd, bliver jeg meget speedy og for ukonkret for Mia. Reflekterer jeg ikke over det, får jeg slet ikke det bedste ud af Mia, der som person har brug for det konkrete og kan opfatte mit høje tempo som kaos. Det er vigtigt, at jeg som leder er opmærksom på forskellighederne og behovene hos mine medarbejdere, så jeg kan lede hver især bedst muligt, og så vi kan spille hinanden stærkere”.

I dag oplever Rikke tydeligt, hvordan Kernekvadranten har styrket samarbejde, rummelighed og forståelse i teamet. De små konflikter og misforståelser er væk. Nu kender teamet hinandens styrker og svagheder, og ved hvordan de opfattes af andre, når kernekvaliteten tager overhånd og i stedet bliver til en faldgrube.

”Heldigvis er vi alle ikke ens. Kernekvadranten giver den store forståelse for, at vi er sat sammen, fordi vi er forskellige – og hvordan vi kan bruge det positivt. For det er forskellighederne, der gør os gode sammen”, siger Rikke.

Har får du Rikke og Mias bedst råd til at bruge Kernekvadranten.

1. Start med dig selv

Det er alfa og omega at bringe dig selv i spil som leder, når du introducerer Kernekvadranten for dine medarbejdere. Som leder er du nødt til at gå forrest og vise din sårbarhed. Udfyld din egen kernekvadrant og reflekter over dine resultater. Ved at være bevidst om dine egne styrker og svagheder og præsenterer dem for dine medarbejdere udviser du den ærlighed og åbenhed, der er nødvendig for at arbejde med kernekvadraten i dit team.

Udfyld din egen Kernekvadrant
2. Skab positive rammer

Start en dialog om værktøjet med dine medarbejdere. Fremhæv, at det er et positivt værktøj, der handler om at tage ansvar og spille hinanden stærke og ikke om at udpege hinandens fejl. Bring din egen kernekvadrant i spil overfor dine medarbejdere, hvor du både viser dine udfordringer og dine kvaliteter. På den måde er du ærlig og kan lettere opfordre dine medarbejdere til at være det samme.

3. Giv en grundig intro

Gør det klart som leder, hvorfor du introducerer Kernekvadranten for dit team. Hvad er formålet med den? Og hvad forventer du, at medarbejderne får ud af det? Inddrag medarbejderne i hvordan værktøjet skal udfyldes og bruges. Er der stemning for at tale om resultaterne i plenum eller i mindre grupper?

Er du leder for en større afdeling, er det en god ide at tale om resultaterne i mindre grupper. Det kan også skabe mere tryghed. Det er dig som leder, der sammensætter grupperne.

4. Udfyld kernekvadranten i ro

I Rikkes teams udfyldte medarbejderne Kernekvadranten hjemmefra – alene og i ro. Det kan være en fordel. For det vil altid være sårbart at stå ved og tale om sine svagheder. Men at udfylde kernekvadranten i fred og ro kan give tryghed og mulighed for at reflektere over ens resultater, inden de skal diskuteres med kolleger i plenum.

5. Brug Kernekvadranten som et blivende refleksionsværktøj

Medarbejderne får større indsigt i hinandens styrker og svagheder, når de gennemgår hinandens Kernekvadrant. Men lad endelig ikke Kernekvadranten blive ved det. Brug den som et blivende refleksionsværktøj i teamet. Hvor du løbende husker dig selv og dine medarbejdere på, hvordan I supplerer hinanden og skaber en god synergi.