Fem anbefalinger: Sådan tager du godt imod nyuddannede og unge medarbejdere

Unge er en vigtig kapacitet på arbejdsmarkedet. Ledernes Hovedorganisation har sammen med de øvrige organisationer i Arbejdsmiljørådet udviklet fem anbefalinger til dig, der skal tage imod nye medarbejdere under 30 år, så du kan skabe de optimale rammer for medarbejderens performance, trivsel og arbejdsglæde.

21. september 2020

Arbejdsmiljørådets fem anbefalinger

Når du som leder skal tage imod en ny ung medarbejder i dit team – f.eks. en nyuddannet eller studentermedhjælper – har du stor indflydelse på, at han eller hun får en god start på arbejdslivet. Samtidig er det en mulighed for at forme medarbejderen til de behov, der er i teamet, samt få nye kompetencer i spil og helt friske øjne på teamets arbejdsgange, opgaver og kommunikation.

En vigtig forudsætning er dog, at du sætter tid og ressourcer af til at sikre en grundig opstart for den unge nyansatte. 

En god opstartsfase har betydning for, at den unge medarbejder hurtigere kan skabe værdi og løfte sine opgaver selvstændigt, ligesom det er en vigtig indsats, der bidrager til trivsel og arbejdsglæde.

Unges fysiske og psykiske arbejdsmiljø er et område, som alle organisationer i Arbejdsmiljørådet er meget optaget af. Vi er enige om, at de unge skal have en god start i arbejdslivet med gode arbejdsmiljøvaner. Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for, at de unge kan holde til at være mange år på arbejdsmarkedet. Unge er en vigtig ressource på arbejdsmarkedet, og det er en relevant og nødvendig investering at have fokus på sikkerhed og sundhed i unges fysiske og psykiske arbejdsmiljø

Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation

Fem anbefalinger til en god opstart

Vi har i Arbejdsmiljørådet sammen udviklet fem anbefalinger til dig, der skal tage imod en nyuddannet eller ung medarbejder i alderen 15-29 år.

1: Vær gode rollemodeller
Du, dine medarbejdere og dine kollegaer har faglige og sociale kompetencer, der er vigtige at sætte i spil, når I tager imod en ny ung medarbejder. Unge nyansatte gør typisk som deres kollegaer og ledere, når de løser en opgave. Det er derfor vigtigt, at I er gode eksempler på, hvordan arbejdet udføres.

Sådan kan du gøre:

  • Tal om i teamet, hvordan I kan være gode rollemodeller i udførelsen af jeres arbejde, for eksempel på et personalemøde, før den nyansatte starter.
  • Vælg en eller flere medarbejdere, der kan videreformidle de gode erfaringer på en forståelig måde til den nye medarbejder.


2: Læg en plan for den første tid
Det er vigtigt, at den unge medarbejder bliver introduceret til arbejdsfællesskabet og til, hvordan I gør tingene på en god måde hos jer. Brug en plan til at sikre, at den nye medarbejder bliver klædt på til at løse opgaverne samt får den nødvendige instruktion og løbende opfølgning.

Sådan kan du gøre:

  • Overvej, om I skal have en særlig procedure, når I modtager unge nyansatte.
  • Fokusér på korrekt, løbende instruktion og oplæring.
  • Udvælg for eksempel en mentor, buddy eller vejleder, der er ansvarlig for at følge op sammen med den unge medarbejder.


3: Invitér til dialog
Den unge nyansatte kan se på arbejdspladsen med friske øjne og bidrage til at styrke jeres arbejdsmiljøindsats ved at fortælle om de styrker og forbedringsmuligheder, som han eller hun oplevede under sin opstart. Det er derfor vigtigt for både jer som arbejdsplads og for fastholdelsen af den nyansatte medarbejder, at arbejdspladsen tager initiativ til dialog om arbejdet og arbejdsmiljøet.

Sådan kan du gøre:

  • Sæt dialogen med den unge nyansatte i system, for eksempel ved at sætte tid af i kalenderen til opfølgning.
  • Gør plads til åbne hv-spørgsmål i hverdagen og vær nysgerrig over for den unge nyansattes input til arbejdspladsen.
  • Invitér den unge nyansatte med ind i samarbejdet om jeres arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Fremtidens ledere går op i bæredygtighed

4: Opstil krav og forventninger
Den unge nyansatte har ofte brug for mere støtte og opmærksomhed end kollegaer med mange års erfaring. Derfor er det vigtigt, at I fra starten er tydelige om, hvad I har af krav og forventninger til arbejdsindsats og udførelse af arbejdsopgaver, samt at I inddrager den unge i en løbende forventningsafstemning.

Sådan kan du gøre:

  • Tal med den unge nyansatte om, hvornår en opgave er løst godt nok.
  • Brug tid på forventningsafstemning, når den unge nyansatte instrueres i opgaverne.
  • Sørg for at dosere informationer, så den nyansatte lærer jeres arbejdsgange at kende ét skridt ad gangen ─ og giv plads til spørgsmål.


5: Giv konstruktiv feedback
Brug både instruktionen og den daglige snak til at give den unge nyansatte feedback. Feedback kan være en svær størrelse for både den, der giver, og den, der tager imod. Derfor er det vigtigt at begrunde feedbacken og have dialog om, hvordan opgaverne løses på en god måde.

Sådan kan du gøre:

  • Giv løbende instruktion og feedback på konkrete arbejdsopgaver.
  • Når du giver feedback, så fokusér på positiv feedback og på det, der er realistisk at ændre på – og hvad den nyansatte kan gøre fremadrettet.
  • Lad også den unge nyansatte give feedback til arbejdspladsen.

Læs mere og download one-pager med de fem anbefalinger