Dybt godnat ikke at få sin nattesøvn

Godmorgen, kære læser, har du sovet godt? Og, skulle jeg måske tilføje: Har du sovet nok?

Af Vibeke Skytte, Direktør i Lederne. Bragt i Berlingske og på B.dk.

22. august 2018

I sidste måned satte Berlingske i et par artikler fokus på topchefers søvn. Her blev der givet eksempler på den myte, der fortsat lever i bedste velgående, om, at jo højere, man befinder sig i hierarkiet, desto mindre søvn har man tid til eller behov for. Blandt andre verdens mægtigste mand, USA´s præsident Donald Trump, har gjort et nummer ud af at nedtone sit søvnbehov. Under valgkampen for to år siden fortalte han således, at han kunne klare sig med tre-fire timers søvn.

Jeg har selv mødt mange eksempler på ledere og topchefer, som har forsøgt at overbevise mig om, at de har så travlt på jobbet og er så uundværlige nærmest døgnet rundt, at de kun sover i tre-fire-fem timer. Ofte er det blevet efterfulgt med et ”Og jeg behøver i øvrigt heller ikke mere søvn”.

Jeg er selv en stor fortaler for betydningen og nødvendigheden af en god nattesøvn for at kunne bestride et krævende lederjob

Direktør i Lederne Vibeke Skytte

Pudsigt nok er der en tendens til, at det især er mænd i topstillinger, som har bildt sig selv og omgivelserne ind, at det er sejt at sove lidt – faktisk kender jeg kun ganske få kvinder i (top)ledelse, som praler med få timers søvn.

Heldigvis udgør de søvnfornægtende topchefer et mindretal. I marts udkom bogen ”The Mind of The Leader” baseret på interviews med 35.000 topchefer og mellemledere fra globale virksomheder. Et af rådene i bogen til chefer og ledere, der gerne vil gøre det endnu bedre, er at passe sin nattesøvn, og det råd følges af størstedelen af topcheferne. Faktisk får de fleste ifølge bogen syv til ni timer. Værre ser det ud med mellemlederne, som i snit kun får seks timers søvn.

Blandt danske topchefer ser det ganske fornuftigt ud. Ifølge Berlingskes toplederpanel sover toplederne knap syv timer i døgnet, helt præcis i gennemsnit seks timer og 49 minutter.

LÆS OGSÅ: Få markedets bedste ulykkesforsikring som medlem af Lederne

Jeg er selv en stor fortaler for betydningen og nødvendigheden af en god nattesøvn for at kunne bestride et krævende lederjob. Derfor glædede det mig også meget, da jeg læste, at Carlsbergs hollandske topchef Cees't Hart hører til gruppen af topledere, som gerne fortæller om sit behov for søvn. Han prøver således at få syv timers søvn hver nat, fremgik det af Berlingskes serie.

”Vi vil skabe en vinderkultur i Carlsberg, og jeg kan ikke være et godt eksempel, hvis jeg ikke er energifyldt og inspirerende hver dag”, forklarede han enkelt og præcist.

For nylig læste jeg om et studie fra Stockholms universitet, som blandt andet viser, at ledere og chefer arbejder mere end andre og generelt har sværere ved at sove. Dét indrammer noget vitalt i denne diskussion. For én ting er, når man(d) helt bevidst siger, at man kun har brug for tre-fire timers søvn, på trods af, at det videnskabeligt er bevist, at vi som voksne har brug for et sted mellem seks og ni timers søvn med et snit på 7,5 timer. Men noget andet er, når den manglende eller dårlige søvn skyldes, at man rent faktisk ikke kan sove.

LÆS OGSÅ: Afslut samarbejdet og vær fair

Vi er givetvis mange, som kender til oplevelsen af perioder, hvor vi har særligt travlt, er under et stort pres eller skal træffe ekstraordinært vigtige beslutninger privat eller i arbejdslivet, og hvor det kan være svært at falde i søvn. Tankerne rumsterer, og når vækkeuret ringer, føler man sig alt andet end udhvilet. Og prøv i øvrigt at spørge småbørnsforældre, hvor meget de vil give for en hel nats søvn uden afbrydelser!

Den gode nyhed til alle os, som ind imellem har særligt travlt, og til småbørnsforældrene er, at vi ifølge eksperterne overlever perioder med dårlig eller for lidt søvn. Men på linje med myten om, at man ikke behøver at spise sundt og ikke behøver at holde fri kunne det være rart én gang for alle også at få begravet myterne om, at det er sejt ikke at sove meget og at topchefjobbet pr. definition er så hårdt, at man ikke har tid til den anbefalede mængde nattesøvn. Er man i tvivl, kan man genlæse Carlsberg-topchefens vise ord om at være rollemodel i en vinderkultur.

Forrige uges klumme af Vibeke Skytte

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 22. august 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration