Støtten fjernes for hurtigt, mens genopretningen går for langsomt

Regeringens ekspertudvalg har i dag offentliggjort sine anbefalinger til en udfasning af hjælpepakkerne. Gruppen anbefaler en brat opbremsning snarere end en udfasning og lægger op til, at hjælpen skal stoppe fra den ene dag til den anden dag d. 8. juli. Det skal dog ikke gælde for brancher, som stadig er ramt af nedlukningen.

27. maj 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke
Af Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne.

Ledernes Hovedorganisation har ad flere omgang advaret imod en hurtig udfasning af hjælpen, da det vil føre til en markant stigning i ledigheden. En undersøgelse, vi har lavet blandt medlemmer af Lederne - og som ekspertudvalget selv omtaler – viser, at hver tredje leder bliver nødt til at afskedige medarbejdere, hvis støtten forsvinder 8. juli som planlagt. Det skal ses på den baggrund, at der allerede i dag samlet set er omkring 280.000 lønmodtagere og selvstændige, som er afhængige af støtten.

Vi står midt i den dybeste økonomiske krise i nyere tid men mangler en klar politisk plan for, hvordan vi kommer videre. Desto længere tid vi venter, desto værre risikerer krisen at blive.

Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne

Vi mener derfor hos Lederne, at der er brug for en gradvis udfasning, så virksomheder, ansatte og selvstændige gradvist kan vende tilbage til normalen.

Desværre er fokus i øjeblikket meget på en hurtigt udfasning af hjælpepakkerne, og knap så meget på, hvordan vi igen får liv i dansk økonomi.

Til gengæld haster det med at få vedtaget en plan for den langsigtede genopretning af økonomien.

Vi står midt i den dybeste økonomiske krise i nyere tid men mangler en klar politisk plan for, hvordan vi kommer videre. Desto længere tid vi venter, desto værre risikerer krisen at blive.

Genåbningen er i fuld gang. Butikker, frisører og håndværkere er tilbage på jobbet. Men det nytter ikke noget, hvis danskerne lader pengene blive i lommerne. Der er brug for en massiv politisk indsats for at sparke gang i forbruget og økonomien, og her er udbetalingen af de indefrosne feriepenge en oplagt mulighed, som kan være med til at sætte ekstra gang i privatforbruget.

Det er der brug for. I Økonomisk Redegørelse spåede Finansministeriet i går et fald i privatforbruget på 3 pct. i år. Det faldende privatforbrug er med til at trække betydeligt ned i dansk BNP.

Selvom finansministeren siger, at vi går fra en sprint til en maraton, så er der brug for at vide, hvor vi skal løbe hen.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk