Genåbning kan langtfra redde væksten i 2020

Dansk økonomi står til den største nedgang i mere end 50 år. Det vil fase to af genåbningen ikke kunne rokke ved.

07. maj 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Det er forventningen, at Folketingets partier i dag får lagt sidste hånd på næste fase af genåbningen, som forhåbentligt og formentligt allerede kan påbegyndes på mandag. Tallene fra Statens Serums Institut viser i hvert fald, at der er gode muligheder for at åbne mere op, så længe vi stadig husker at vaske og afspritte hænder samt holde afstand.

I går eftermiddag offentliggjorde regeringens økonomiske ekspertgruppe også sin vurdering af situationen. Kort fortalt peger rapporten i retning af en genåbning af restauranter, caféer og indkøbscentre. Mens fitnesscentre, barer og værtshuse ikke overraskende må væbne sig med tålmodighed, da smitterisikoen vurderes som stor her.

Genåbningen bliver en svær balancegange, da der er problemer og omkostninger ved både en for langsom og en for hurtig genåbning. Ifølge ekspertgruppen er der dog en grundlæggende asymmetri. En for hurtig genåbning kan bringe smitten ud af kontrol, og det kan gøre det nødvendigt at tilbagerulle genåbningen. En sådan stop-go politik vil have store omkostninger for både virksomheder og samfundsøkonomien samt bidrage til øget usikkerhed.

Derfor anbefaler ekspertgruppen et forsigtighedsprincip, hvor man samtidig melder ud om, hvilke forhold, der afgør næste skridt i genåbningen og rækkefølgen i genåbningen. Det vil mindske usikkerheden, og forslaget flugter med den anbefaling, som Ledernes Hovedorganisation er kommet med om en klar plan for rækkefølgen i genåbningen. Vi ser i dag, at hver anden leder vurderer, at den manglende plan for genåbningen skader deres virksomhed.

Selvom næste fase i genåbningen altså står for døren, så er der stadig lang vej, før økonomien er tilbage på sporet. Det ser vi også fra vores egne medlemsundersøgelse, hvor flertallet af lederne svarer, at første fase i genåbningen ikke har hjulpet deres virksomhed.

Næste fase af genåbningen skal derfor gå hånd i hånd med en kickstart af økonomien, som skal sætte gang i hjulene. Her har vi bl.a. foreslået, at danskerne får mulighed for at få udbetalt deres indefrosne feriepenge før tid. Det vil frigive op mod 55 mia. kr., som danskerne kan omsætte til øget forbrug. Og derudover har vi foreslået at fremrykke allerede aftalte skattelettelser og tilsvarende udskyde skattestigninger, mens momsen midlertidigt nedsættes for de hårdest ramte erhverv såsom restauranterne.

Krisen ramte ikke industrien i marts
Mens store dele af samfundet og flere erhverv allerede tydeligt har vist, at de er blevet ramt hårdt af coronakrisen, så var industrien ikke påvirket af coronakrisen i marts. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som viser, at det samlede produktionsindeks for industrien faldt med 0,4 pct. i marts.

Man skal dog huske på, at restriktionerne som følge af coronakrisen først blev annonceret den 11. marts, og at de i mindre grad ramte industrien. Det må dog forventes at være en stakket frist. Godt nok gik industrien ind i krisen med en stor ordrebeholdning, men tilgangen af nye ordrer er formentlig aftaget på det seneste som følge af den globale nedgang, og samtidig peger industribarometeret i retningen af, at industrien forventer en markant nedgang i produktionen de kommende måneder.

Tallene for april kommer derfor sandsynligvis til at vise en større nedtur. Heldigvis kan produktionen af medicin, som udgør 20 pct. af den samlede produktion, være med til at bremse noget af faldet, da det ikke er lige så konjunkturfølsomt.

Til sammenligning så viste den tyske industriproduktion et fald på mere end 9 pct. i marts, hvor særligt bilindustrien trækker ned.

EU-Kommissionen forventer større nedgang end under finanskrisen
Der er ikke lagt op til noget jubelår for hverken dansk eller europæisk økonomi. I en ny prognose spår EU-Kommissionen en økonomisk tilbage gang i EU på 7,4 pct., hvilket er langt værre end under finanskrisen.

Danmark vurderes dog at slippe en smule bedre igennem i år med et fald på 5,9 pct. Selvom vi altså slipper lidt billigere i år end EU generelt, så vil nedgangen i dansk økonomi være større end i noget andet år, som Danmarks Statistik har tal for – det er mere end 50 år.

Allerede næste år forventes økonomien i EU dog igen at vokse med 6 pct. Det vil dog ikke være nok til at indhente det tabte, og niveauet for produktionen vil næste år være 3 pct. lavere end det, som Kommissionen forudsagde i sin efterårsprognose.

Vi står altså i en hidtil uset situation, og Kommissionen understreger da også, at prognosen er behæftet med betydelig usikkerhed. Risikoen for yderligere fald knyttes dog til en situation, hvor smitten forværres, eller der kommer en ny smittebølge i efteråret.

 

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk