Coronakrisen får færre til at tage iværksætterspringet

Antallet af nyetablerede virksomheder er faldet med 30 procent under coronakrisen. De selvstændige, der er medlemmer af Ledernes Hovedorganisation, mærker også den store usikkerhed.

04. juni 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Coronakrisen har gjort verden mere usikker. Det smitter af på danskernes appetit på at springe ud som selvstændig. For mange er tilværelsen som iværksætter allerede forbundet med stor usikkerhed, og usikkerheden er kun vokset under coronaepidemien. I en undersøgelse, vi foretog i maj blandt de medlemmer, som er selvstændige, svarer over halvdelen, at deres drift er påvirket af frygten for en ny smittebølge

 

Derfor er det heller ikke så overraskede, at tal fra Danmarks Statistik viser, at der er blevet etableret 30 pct. færre virksomheder under coronakrisen.

 

At faldet trods alt ikke er større, kan vidne om, at iværksættere har masser af gåpåmod og er gode til at se muligheder i selv de mest vanskelige situationer. Og situationen er særdeles vanskelig lige nu, lyder det fra de selvstædige medlemmer af Ledernes Hovedorganisation. I undersøgelsen fra maj svarer hver femte, at de frygter at måtte ophøre med deres virksomhed som følge af coronakrisen. Og mere end halvdelen forventer fald omsætning og indtjening i år. Der kan altså være gode grunde til at se på, hvordan vi kan forbedre vilkårene for iværksættere.

 

Alligevel er der grund til at holde øje med udviklingen. Forhåbentlig vil vi igen se en opblomstring af iværksættere, når krisen har lagt sig. For iværksættere er en vigtig kilde til innovation, og de er med til at omsætte gode idéer til konkrete virksomheder. Derfor er det ikke uden bekymring, at vi ser et fald i antallet af nye iværksættere – særligt ikke hvis det bliver permanent.

 

Coronakrisen har også ændret typen af virksomheder, som starter op. Nedlukkede erhverv som frisører og massører har formentligt ikke været så attraktivt at etablere sig indenfor. Omvendt har der de seneste måneder været en stor stigning i kurérbranchen, hvor små enkeltmandsejede virksomheder bl.a. bidrager til at bringe dagligvarer, take-away mad og andre varer ud for andre virksomheder.

 

I april 2020 udgjorde denne branche knap 10 pct. af de nyregistrerede personligt ejede virksomheder, mens den tilsvarende andel i april 2019 var under 3 pct.

 

Der er sikkert en masse Wolt-bude og andre bude blandt de nye selvstændige, men tallene vidner også om den omstillingsparathed, som findes blandt mange selvstændige. Coronakrisen har gjort, at vi ikke har kunnet komme i butikkerne, så i stedet har butikkerne måtte komme til os. Og her har entreprenante typer set en god forrentningsidé. Det vil vi nok også komme til at se flere eksempler på inden for mere teknologiske og digitale forretningsområder, hvor coronakrisen har sat fart på omstillingen

 

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk