Bliv bevidst om dine biases og træf bedre beslutninger

At gå på arbejde handler i høj grad om at kunne samarbejde og acceptere folk, som er anderledes end os selv. Men det er sværere, end vi lige tror. For vi er ubevidst biased over for alle, der ikke ligner os selv. Og det påvirker vores beslutninger.

06. juli 2018

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz

Forestil dig, at du skal udvælge en kandidat til et job. Du sidder med en række cv’er - alle er egnede. Du kigger på erfaring, uddannelse, og hvad de laver i fritiden.

Men nu fjerner du de private data og ser kun det rå cv. Vil du vælge anderledes? Højst sandsynligt. For uden at tænke over det, er dine valg faldet på kandidater, der minder om dig selv.

- Vi er alle biased, og vores meninger om andre kører ofte på automatikken i vores hjerne. Derfor er de mennesker, som ikke vil indse, at de er det, også de værste. For arbejder vi ikke med vores fordomme, tager vi dårlige beslutninger, siger Tinna C. Nielsen, forfatter, antropolog og sammen med en række andre førende eksperter og ledere deltager i en ny tænketank fra Lederne om diversitet på arbejdspladsen.

LÆS OGSÅ: Tænketank finder nye veje til diversitet i ledelse